Kære med-Terroirist.  

I dette nyhedsbrev har vi følgende vinøse nyheder til dig:

  • Hyldenyt
  • Bocella
  • Et vinøst tilbud, du ikke kan modstå
  • WJ Asger Halkier & Stefan Jensen - vine fra Ligurien
  • Vinkursus for begyndere
  • Stefan Jensen WJ på Omar - Part 2
  • Stefan Jensen WJ på Brace
  • Reportage fra Piemonte
  • FriVin 2018 

God læsning!

Hyldenyt

Flaskerne har nærmest stået i kø ved indgangen i den seneste tid, for vi har fået en del nye vine hjem fra Bosco Falconeria, Frank Cornelissen, Bocella, Paolo Bea og Trinchero. Her følger en lidt nærmere beskrivelse af de forskellige flasker samt et lille frækt vinøst tilbud til sidst. 
Vi starter syd på på Sicilien, hvor Bosco Falconeria (BF) holder til vest for Palermo, ikke langt fra vores andet vest-for-Palermo-hus, Valdibella. BF laver i alt tre vine, hvor to af dem er lavet på den grønne drue Catarratto, en hvidvin ved navn Catarratto som vi ikke tidligere har haft, og en orangevin ved navn Falco Peregrino. De er begge ståltankslagret og for den oranges vedkommende helt uden sulfit. Begge to, sammen med deres røde bror, der har haft et lille års ekstra betænkningstid i vores kælder og nu er fuldstændig klar,  er nu at finde på vores hylder, og det er Frank Cornelissen også. Fra det belgiske orakel på Etna har vi fået Contadino 2016, Munjebel Rosso 2016, Munjebel Rosso CS 2015, Munjebel Rosso VA 2015 og Magma 2015. For CS, VA og Magma - meget små mængder, desværre. Men både Contadino og den normale Munjebel er der en god slat af, der dog som tidligere år, ryger afsted i et rimeligt højt tempo, hvorfor det anbefales ikke at vente for længe med at slå til, hvis man vil sikre sig nogle flasker. 
Napper man færgen fra Messina til Villa San Giovanni og kører op igennem støvlen, rammer vi dernæst ind i Bocella fra Taurasi. Dem vender vi tilbage til, sætter os ind i bilen og kører videre nordpå for dernæst at ramme ind i Umbrien og Paolo Bea, der endnu engang har leveret 7 vine, hvis kvalitet igen er af absolut højeste kvalitet. 
Santa Chiara, Arboreus, San Valentino, Rosso Montefalco Riserva, Rosso di Veo, Pagliaro og den nye Sagrantino Cerrete, som er kongen indenfor Beas produktion.

Bocella

- En 15 år lang søgning er endelig slut: En Taurasiproducent, Raffaele Boccella, i sortimentet

Tilbage i 80’erne, da italiensk vins renæssance for alvor begyndte, ikke mindst med Burton Andersens berømte bog ”Vino”, der for alvor tog italiensk vin alvorligt, talte man en del om Taurasi som sydens barolo for at forklare storheden, stilen og lagringsevnen for de uindviede. De aglianico-baserede rødvine fra højtplacerede marker på den vulkanske jordbund i Vesuvs baghave kunne med lagring opnå en enestående kompleksitet og personlighed, som gjorde dem til ligemænd med verdens største vine. Særligt Mastroberardino var dengang en producent, som holdt traditionerne i hævd og producerede fremragende eksemplarer. Ikke mindst deres årgang 1968 opnåede kultstatus. Jeg havde ved en smagning i slut-90’erne lejlighed til at smage otte forskellige årgange af netop Mastroberardinos Taurasi, afsluttende med legenden fra 1968. Den viste sig at være lige præcis så god som rygterne havde ladet vide: En verdensklassevin i fuld vigør efter ca. 30 års lagring: Levende, glødende intens farve med modne toner, men stadig ungdommelig kerne, en vidunderligt kompleks næse med lædernoter, stadig lidt bærfrugt i behold, balsamisk og en uendeligt lang, balanceret eftersmag.
Den oplevelse blev startskuddet til en søgning efter en producent af Taurasi, som tog arven efter Mastroberardinos gammeldags stil op; en stil, Mastroberardino i mellemtiden havde moderniseret med det resultat, at man ikke siden 1968 havde nået helt det samme høje niveau i mine øjne, skønt vinene stadig var gode.
Utallige producenter af Taurasi er siden blevet testet ved smagninger på vinmesser både lokalt i området og på de store internationale messer i Verona. Men hver gang er jeg blevet skuffet, fordi mange producenter, ganske som Mastroberardino, har valgt en mere moderne stil, som i min verden ikke yder aglianico-druen retfærdighed. Den er svær at tæmme med sin store, rustikke tannin og mange er gået i retning af små franske fade og kort maceration som en vej til at gøre vinen imødekommende – desværre på bekostning af nuancerigdommen og tydeligt terroirpræg.
Pludselig dukkede Raffaele Boccella op for tre år siden på en messe uden for Verona. Han præsenterede sin første Taurasi årgang aftappet under eget navn, 2005, som var vidunderlig! Desværre var en årgang 2007 smagt efterfølgende år ikke på niveau og frygten for, at der blot var tale om en heldig første årgang manifesterede sig. I 2016 præsenterede han 2008 årgangen, som imidlertid gav mindelser om 2005’erens storhed – og vidunderlige associationer til den legendariske 1968’er. En fadprøve på årgang 2010 bekræftede, at stilen var ren, præcis med meget moderat fadpræg, og lillebroderen, den unge aglianico Rasott 2015, viste sig at være en mini-Taurasi i en ungdommeligt charmerende indpakning: rustik, men intenst bærfrugtig med lang, indsmigrende eftersmag. Og ikke mindst var også prisen rigtig: Verdensklassevine til overkommelige priser er ikke hverdagskost. Søgningen var slut, Taurasiproducenten fundet. Værsgo’ at smage på en af Syditaliens helt store vine!

 

Et tilbud du ikke kan modstå

I dette nyhedsbrev har vi strikket to tilbud sammen til jer, så I kan stifte bekendtskab med vores nye Taurasi-hus og de nye vine fra Bosco Falconeria. 
 
Bosco Falconeria
 
           •             Catarratto 2016 – 140,-/fl.
           •             Falco Peregrino 2016 – 159,-/fl.
           •             Nero d’Avola 2015 – 150,-/fl.
 
Boccella
           •             Taurasi 2008 – 315,-/fl.
           •             Rasott 2015 – 225,-/fl.
 
Kassepris – 6 flasker ( 1 af hver, dog 2 flasker Catarratto - du vil ikke fortryde det)
Normalpris: 1129,-
Tilbud: 929,-

Eller:
 
Rent Boccella-tilbud:
3 Rasott 2015 - 225,-/fl.
3 Taurasi 2008 - 315,-/fl.
Normalpris: 1620,-
Tilbud: 1350,-

Begge tilbud er gældende ved bestilling senest 31/3-2018. Du bestiller ved at sende en mail til hertil . Derefter vil du modtage en bekræftelse med information om, hvornår din vin er klar til afhentning. Betaling sker ved afhentning i Terroiristen. 

WJ Asger Halkier & Stefan Jensen - vine fra Ligurien

Ligurien ligger langs Italiens vestkyst vinmæssigt en del i skyggen af Piemonte og Toscana på den østlige side – i hvert fald i forhold til kendskab og udbredelse uden for Italiens grænser. Imidlertid rummer Liguriens stejle skråninger direkte ned til middelhavet fantastiske marker med gamle stokke, der klynger sig til skrænterne og producerer få men intense druer på lokale sorter som Pigato, Vermentino og Rossese. Denne aften vil vi give vinene fra det nordlige Ligurien al rampelyset og præsentere både hvide, orange og røde vine på et udvalg af de lokale sorter. Asger Halkier har i mange år boet i Italien og har et stort kendskab til landets vine mens Stefan ikke behøver nærmere præsentation.

Hold øje med yderligere detaljer, når vi nærmer os den 17/5, som er datoen for dette WJ-arrangement.

Vinkursus for begyndere

Det er atter blevet tid til endnu et af vores vinkurser for begyndere. Har du endnu ikke deltaget, er der nu igen en chance.
Hvis du altid har ønsket, at du kunne få lidt mere ud af din vin, kunne sætte ord på, hvordan den smager og måske endda vide, hvorfor det er tilfældet, så kom og vær med. Mens du smager, vil vi guide dig, så du netop kan få mere ud af din vin fremover.
Det hele handler kun om en smule smageteknik som alle (!) kan lære. Ved at tale om smagsoplevelser og sætte ord på, hvad vi smager, skærpes sanserne og evnen til at huske og skelne vinene fra hinanden.
Over et par hyggelige timer vil vi smage os igennem otte vine fra forskellige lande, på forskellige druer, fra forskellige slags jordbund, fremstillet på forskellige måder for at illustrere, hvorledes alle disse parametre spiller ind på vinens karakter.
Smagningen finder sted tirsdag d. 3. april kl. 19:30. 
Køb din billet her 

 

Stefan Jensen WJ på Omar - Part 2

Tidligere på året gæstede Hr. Jensen Restaurant Omar på Refsnæsgade 32 som WJ, og da aftenens arrangement var en absolut succes, afholdes der en part 2 onsdag d. 21. marts, hvor Hr. Jensen skænker italiensk kultnaturvin fra Frank Cornelissen, Antonio Perrino, Paolo Bea og Giovanna Morganti. 
Der behøves ingen billet til arrangementet, men bordbestilling er en rigtig god idé, hvis du ikke vil nøjes med at hænge ud i baren. Læs mere her. 

Stefan Jensen WJ på Brace

Onsdag d. 28. marts præsenterer Hr. Jensen vine fra Arpepe, Valtelina i det nordligste Lombardiet på Restaurant Brace, hvor tidligere med-Terroirist Felix nu arbejder. Arpepes vine bliver sat sammen med en fire retters menu fra Braces skarpe køkken, så der er lagt op til en stor og spændende aften. Find mere information om smagningen samt billetter via linket her.

Reportage fra Piemonte

 

I slutningen af januar besøgte Terroiristens udsendte, Terkel Nørgaard, mange årig med-Terroirist og creative wiz, markerne og byerne i Piemonte. Det er der kommet en lille reportage ud af, der kan læses her.

Fri Vin 2018

5. version af Fri Vin løber af stablen lørdag d. 5. maj 10-18 og afholdes i år på Pumpehuset i indre København. 
Fri Vin samler vinbønder fra 4 vinimportører: Pétillant, WineWise, Rosforth & Rosforth og Lieu-dit, og WineWise/Terroiristen er utrolig glade for at kunne præsentere en lang række af producenter, hvor Frank Cornelissen, Claudio Fenocchio, Zidarich, Burja, Klinec, Bruchiata, De Fermo, Oskar Maurer, I Fabbri, Bressan og Arpepe indtil videre har meldt deres ankomst. 
Læs mere om smagningen på https://www.facebook.com/FriVin/ - billetlink kommer snart! 
Vi ses til Fri Vin 2018. 

Med venlig hilsen
Terroiristen

Terroiristen  •  Jægersborggade 52  •  Kbh.N.  •  Tlf.: 36906040  •  info@terroiristen.dk