Kære med-Terroirist.

I denne uges nyhedsbrev kan du læse om:

Nye vine
Fenocchio Barolo Bussia 2016
Riesling Week
Star Wine List 2020 nomineringer
Åbningstider og restriktioner

Husk at nyhedsbrevet nydes bedst i selskab med et stort godt glas vin.

Skål & god fornøjelse!

 

Nye vine

Sommeren har vanen tro budt på en række nye vine fra hid og did, bl.a. fra vores to nyeste producenter, Matic Wines og Weingut Seckinger. 

Fra Matic Wines i Stajerska, Slovenien har vi fået endnu en Riesling, denne gang en Laski Riesling fra 2018 (150,-). Som I sikkert kan huske, havde vi for nogle år tilbage også en Laski Riesling fra producenten Ducal fra samme region. Det er derfor skønt at have en Welschriesling, som druen også kendes som, tilbage på hylden, da denne drue har været savnet. Vinen er øvrigt en single barrel, der refererer til at der kun er lavet én tønde af den! Tønden i dette tilfælde var på 500 l., så der findes vel lige over 600 flasker. Det samme gør sig i øvrigt gældende for Renski 2018, som vi skrev om i sidste nyhedsbrev.
Før sommeren fik vi Matic Wines’ Sipon Petnat ved navn Mea hjem, og med den nye august-sending har vi fået deres entry level Sipon 2019 hjem, uden bobler. Frisk, sprød, med fin karakteristisk Sipon (Furmint) frugt i næsen og ganske prisvenlig til 95,- Sådan en type vin, der forlænger sommeren med mindst en måned…

I slutningen af februar startede vi med at importere vine fra Weingut Seckinger fra Pfalz, Tyskland, og vi er utroligt glade for den respons vinene har fået, både i bar & butik regi og i den professionelle del af branchen.
I mellemtiden har Seckinger frigivet en stribe nye vine, hvoraf vi har fået 5 helt nye vine, samt 2 nye årgange af vine, vi tidligere har haft.

Vom Löss 2019 (125,-) afløser Vom roten buntsandstein, som Seckingers entry level Riesling i butikken & baren. Her er friskhed, flot syre og gode mineralske noter. Ruppertsberg har i år ændret navn til R 2019 (189,-), men at den stadig er fra en af de små nærliggende kommuner ganske tæt på Niederkirchen, er uforanderligt. Den har været en tur forbi nogle gamle tyske egetræsfade, og har med Jonas Seckingers egne ord en snert af Chenin Blanc.
King 2017 (235,-) er ligeledes en af de nye vine fra Seckinger, der stammer fra de limstensholdige marker i Königsbach, beliggende sydvest for Niederkirchen. 24 måneder på gamle fade, og ligeledes 100% Riesling, som enkeltmarks rieslingen Gottsacker 2018 (225,-) også er. Den har erstattet dens forgænger fra 2017 og har ligget 18 måneder på gamle fade. Den sidste Riesling er Mäushöhle (199,-), der er en Kabinett fra 2019. Her er let sødme og ditto syre, og herligt at have et lettere sødt modspil til de tørre riesling’er i sortimentet. Vinen DD 2019 (215,-) er derimod lavet på 100% Sauvignon Blanc i en art Loire-stil. Den stammer fra Diedesheim og har været et smut forbi halvgamle tonneaux-fade. Sidst, men ikke mindst, har vi fået en frisk, lækker og indbydende Weissburgunder 2019 (130,-), ligeledes med lagring på gamle tonneaux, fin brede (let fedme) og flot syre.

Friulanske Arcania, som vi i flere år bl.a. har haft sprød Pinot Grigio og saftig Refosco fra, har i løbet af sommeren forsynet os med deres Sauvignon Blanc 2019 (109,-) og deres Friulano 2019 (109,-), der begge står helt friske og rene i stilen efter en tur på ståltanke. Navnlig Friulano kandiderer til en af årets billige value for money-vine i skarpt opløb med Pietramores Passerina.

Stik øst for Friuli i Piemonte omkring Treiso har Nada fyldt vores lager op med deres Langhe Nebbiolo 2019 (155,-) da 2018-udgaven i den grad fik ben at gå på. Og da den stadig er utrolig prisvenlig, ligesom Fenocchios og Barberis Langhe Nebbiolo (165,- & 145,-), er her vinene til at skyde efteråret i gang. Frem med svampene!

I den centrale del af Italien, Abruzzo forstås, har føromtalte Pietramore sendt deres Trebbiano Petnat 2019 (140,-) til landet, sammen med deres nye årgang af Passerina 2019 (109,-) og deres Trebbiano d’Abruzzo 2016 (155,-). Hvor den toscanske variant af Trebbiano ofte producerer nogle temmelig kønslæse hvidvine, giver varianten fra Abruzzo helt anderledes muligheder for at lave fremragende, lagringsværdige hvidvine, og Pietramores 2016’er er således den diametrale modsætning med flot struktur, kompleksitet og dybde efter 4 års lagring. Sikken en vin!

Så valfarter vi til Bulgarien og Melnikons Keratsuda (165,-) fra Kresna Canyon rykker endnu engang. Det er blevet årgang 2018s tur til at shine for dette lille og fantastiske foretagne, som med den nye årgang er oppe på ca. 9 måneders maceration på gammel tonneaux (2/3) og amfora (1/3), og nede på en årlig produktion på 1200 flasker i alt. Måske den skarpeste årgang der endnu er lavet? 

Der er selvfølgelig også flere vine på vej, heriblandt nye årgange af Forks & Knifes (både hvid og rød), Bel & Nach (1 liters hvid og rød), 380 Volts & Bum Bum Cha (bobler), samt orange vinenene WTF (What The Flor), Umami mv. Alt sammen fra vores tjekkiske vinkanon, Milan Nestarec.
Derudover sender vores altoverskyggende boble-producent i Emilia-Romagna, TerraQuilia, en ny sending bobler herop. Mere Terrebianche 2018, ny årgang af Falcorubens og flagskibet Falconero med 24 måneder på gæren, samt Terrebianche storebror, Spumante Extra Brut med 30 måneder på gæren.

 

Giacomo Fenocchio: Barolo 2016



2016 kandiderer, hvis man læser Søren Franks artikel og anmeldelse af Barolo 2016-årgangen i Berlingske lørdag d. 29. august, til århundredes årgang. Og blandt de mange gode vine i anmeldelsen er Giacomo Fenocchios Barolo Bussia 2016 at finde med Franks beskrivelse: “Flot næse i traditionel stil med tørret frugt, lakrids, cedertræ og fløjl. Rasper dog godt i mundhulen” - 5/6 stjerner.
Det er vi immervæk godt nok glade for, og fejrer den flotte anmeldelse med et godt tilbud til jer på 3 & 6 flasker, der kører frem til d. 30. september.

3 fl. Barolo Bussia 2016 á 350,-/fl. = 1.050,- (spar 135,-)
6 fl. Barolo Bussia 2016 á 333,-/fl. = 1.998,- (spar 372,-)

KØB DIN BAROLO BUSSIA 2016 HER!

Normalpris 395,-/fl.

 

Riesling Week 2020

Du kan lige nå det, for frem til lørdag d. 12. september er der den årlige Riesling Week i baren (og hele landet i bund og grund). Her sætter vi et særligt fokus på vine lavet på druesorten Riesling, og på vores tyske producent Weingut Seckinger fra Pfalz. Men da Riesling hos os også kan komme fra Slovenien og Tjekkiet, er øjnene (og ganen) også rettet mod Matic Wines & Milan Nestarec.
Vi kører to smagemenuer i hele perioden, samt lidt “xtras” til dem der gerne vil have det lidt sødt eller orange.

Star Wine List 2020 - Finals

For andet år i træk blev Terroiristen nomineret til Star Wine List, der på samme måde som Michelin, uddeler priser til, i dette tilfælde, danske restaurationer, for bedste vinkort, glaskort mv.
I år var vi nomineret i to kategorier: “By the glass wine list” sammen med bl.a. Geranium, Syttende og Anarki, og “Special Jury Prize” sammen med Admiralgade 26, La Buca og Malling Kro. Og selvom vi intet vandt blandt dette meget stærke felt (Geranium og Admiralgade 26 løb med guldet i vores kategorier), er vi utroligt glade for nomineringen og for de to sølvmedaljer, og ønsker vores dygtige kollegaer tillykke med guldet. 

Læs mere her.

Åbningstider og restriktioner

I september måned er vores åbningstider uændret og forbliver som efter genåbningen. Det skal også understreges, at når vi holder åbent til midnat fredag og lørdag, kan man sagtens ankomme efter 23:00 og nyde god vin indtil vi lukker baren til 24:00. Sharp!
Vores åbningstider er som følger:

Tirsdag 12-18
Onsdag 12-23
Torsdag 12-23
Fredag 12-00
Lørdag 11-00

Med venlig hilsen
Terroiristen

Terroiristen  •  Jægersborggade 52  •  Kbh.N.  •  Tlf.: 36906040  •  info@terroiristen.dk