Raffaele Boccella

Ikke langt fra Vesuvs vredladne vulkanske bjergtop finder vi det lille, højt ansete distrikt, Taurasi, som er et af de to hovedområder for dyrkning af den noble, blå aglianico-drue. Her dyrker Boccella-familien såvel gamle aglianico som fiano stokke i Castelfranci-områdets højtbeliggende marker. Området er berømt for at fremstille rødvine, som ofte kaldes for "syditaliens barolo" grundet deres kompleksitet, struktur og lagringsevne, der i Italien kun findes lige i Nebbiolo-druens højborg, Barolo og Barbaresco-distrikterne. 

Terroir

Taurasi er et relativt lille distrikt med bare ca 350 hektar beplantet areal, det meste med den blå aglianico-drue. Området er for det meste på jordbund af vulkansk oprindelse - Vesuvs nærhed fornægter sig ikke i den henseende. 
Aglianico-druen har her fundet det ene af sine to hovedområder (det andet er Vulture i Basilicata - et andet område på vulkansk jordbund). Druen modner sent og dyrkes højt, oftest imellem 400-800 meters højde. Ikke sjældent skal vi helt hen i begyndelsen af november før druerne er modne og høsten kan begynde trods den megen sol og varme, vi normalt ser på disse sydlige breddegrader. Meget længere nordpå får druen vanskeligt ved at modnes. 

Vindyrkningspraksis

Boccella dyrker ca. 50 år gamle aglianico-stokke på ca. 5 hektar marker omkring selve gården. Markerne er omgivet af skov, oliventræer og marker med korn. Familien holder også dyr på gården og producerer således både kød, korn og grøntsager til eget forbrug: Et landbrug i gammeldags forstand, hvor man er mere eller mindre selvforsynende. Det har den store fordel, at man undgår den i dag alt for udbredte monokultur og i stedet får skabt et miljø i naturlig balance. 

Det er således også helt naturligt for Boccella at dyrke uden at forurene jorden. Derfor sprøjtes der ikke med herbicider, fungicider eller pesticider, ligesom der kun gødes naturligt. 

Vinifikationspraksis

Gården ligger lige ovenfor markerne, så de nyhøstede druer har ikke lang vej hjem til presning i kælderen. Her arbejdes med naturgæring i ståltanke eller træ uden temperaturkontrol med minimum 2 ugers maceration for den tidligt frigivne Rasotts vedkommende, og et par ekstra uger for selve Taurasi-vinen, som fremstilles med henblik på mindst et årtis lagring. For Taurasis vedkommende følger derefter lagring 12-18 måneder på brugte Tonneauxs, mens Rasott kun lagres kortvarigt på træ inden aftapning.

Alle vine aftappes uden klaring og filtrering og med et minimum af svovl, oftest i størrelsesordenen 35-40 mg/l totalt. 

Vinene

Fiano di Avellino Casefatte opnår den fine balance imellem en fin, elegant blomsterduft og en saltet mineralitet, som afspejler dyrkningsforholdene. Fiano kan ofte på mindre interessante jorder opnå en intens frugtagtighed, men ikke her. her fås en anderledes dybde, renhed, og fast syre. Det er en madvin af høj karat, som også vil kunne lagres i flere år i kælderen. 

Rasott er den unge aglianico: Vidunderligt frugtduftende med glødende, intens farve og en viskositet, som afslører kvaliteten af druematerialet. Det er en stor vin i svøb, som allerede i sin ungdom viser så megen upoleret charme, at den er svær ikke at drikke i store slurke. Ikke desto mindre har den evnen til at lagre i ti år eller mere, hvor den udvikle dybere, mere komplekse nuancer. Frugten svinder langsomt ind mens læder, lakrids, underskov m.v. vinder frem. 

Taurasi er Rasotts storebroder, fremstillet på det bedste materiale og behandlet derefter. Frigives først efter 5-6 års lagring og da alligevel stadig en ung vin, som kræver dekantering, hvis den skal drikkes nu. Efter 10 år begynder den imidlertid at åbne sig, for derefter fuldt ud at leve op til Taurasis ry for at levere Syditaliens barolo: en verdensklassevin, som i glasset stråler af velplejet frugt, i næsen vedbliver med at byde på nye nuancer og i smagen udviser en nærmest uendelig eftersmag med frugt, tannin og syre i perfekt balance. 

Links

http://www.boccellavini.it/