Cappellano 

Familien Cappellano blev kendt som opfinder af Barolo Chinato i slutningen af 1800-tallet, en specialitet fremstillet på barolo, kina-bark og et større antal forskellige krydderurter, som trækker med vinen. Men bag dette succesrige produkt lå produktionen af en god barolo. Imidlertid måtte familien afhænde sine marker, så da den unge Teodaldo Cappellano vendte tilbage til Italien i 1970 efter at være opvokset med sine italienske forældre i Eritrea fra 1944, stod han uden marker til at realisere sin livsdrøm om at producere vin og dermed føre familiens tradition som barolista’er videre. Han var derfor nødt til at købe jord igen. Valget faldt på Fiorano’s 3 hektar store mark (Otin), en del af Gabutti-marken i Serralunga, blandt de mest berømte marker i såvel denne kommune som i hele Barolo-distriktet. Vinene derfra er, når de er bedst, kraftfulde, maskuline, med mørke, dystre toner, stor struktur og et meget langt liv.


Teobaldo Cappellano døde i 2009 kun 65 år gammel. Hans søn Augusto driver nu arbejdet videre efter at have fulgt sin fars arbejde tæt de seneste år. Allerede fra 2008 forestod Augusto det meste af arbejdet grundet Teobaldos sygdom. Augusto er svoren traditionalist, som vil føre faderens arbejde videre på bedste vis.

Mark og kælderarbejdet

Fra begyndelsen valgte Teobaldo at arbejde uden brug af kunstgødning og sprøjtning i markerne og med gæring baseret på den naturligt forekommende gær i mark og kældre. Det var derfor også helt naturligt, at Teobaldo i en årrække var præsident for sammenslutningen af naturvins-producenter, Vini Veri – han havde altid arbejdet efter de samme principper, som denne nyere organisation havde fastsat i sit manifest. Markarbejdet har altid været den første og vigtigste del af arbejdet hen imod den færdige vin, mens kælderarbejdet mest af alt tjener til at tillade vinen at udtrykke markens egne karakteristika bedst muligt (”terroir’et”). Netop derfor anvendes naturgæring, klassisk lang gæring med skallerne i op mod tre uger og lagring i tre år på store, gamle slavonske egefade, som for længst har afgivet den smag og de tanniner, som det unge træ indeholder. Dermed opnås en kontrolleret, langsom modning af vinen inden den aftappes uden filtrering og med et minimum af svovlning.

Teobaldo valgte for godt 20 år siden at tilplante en lille del af marken med upodede nebbiolo-stokke, Pié Franco, ud fra den faste overbevisning, at en sund stok i en sund mark ikke bliver angrebet af phylloxera, vinlusen som lagde de europæiske vinmarker øde i slutningen af 1800-tallet. Vinen fra disse stokke aftappes separat og viser efterhånden som de bliver ældre, at stokke på europæisk rodnet har endnu mere dybde og finesse at tilbyde end de podede stokke.

Cappellano’s barolo er ægte vin, skabt i den gamle tradition; det er vin, der lever, og som man med fordel kan følge udvikle sig over en længere årrække. Den samlede produktion på blot 15-20.000 flasker årligt inklusiv barbera og dolcetto gør vinene til stort set uopdrivelige, selv i Alba og omegn.