Lano 

Gianluigi Lano fremstiller sine vine i Treiso-delen af det berømte Barbaresco distrikt i den Nordvestitalienske region Piemonte.

Mark-og kælderarbejde 

Lano er et familieforetagende med fokus på markarbejdet som grundlaget for kvaliteten, fulgt af en enkel vinifikation, som sikrer at vinene bevarer druernes iboende kvalitet. Markerne er gamle med 35-45 år gamle stokke, som naturligt yder få men til gengæld intenst smagende druer. Som det er traditionen i Barbaresco produceres vinen med 2-3 ugers gæring med skallerne og derefter lagring på store, gamle slavonske egefade i 2 år. Kort sagt anvendes de gode, gamle traditionelle metoder.

Lanos barbarescoer har den klassiske florale næse som unge og udvikler med tiden komplekse noter af underskov, lakrids, læder m.m. Et lagringspotentiale på 10 år i gode år er normen. Udover nebbiolo til barbaresco fremstilles også Dolcetto og Barbera i både fadlagret og en mere frisk, ung, stållagret variant med fokus på frugten og umiddelbar drikbarhed.