Kære med-Terroirist.I denne uges indholdsrige nyhedsbrev kan du læse om:Nyheder VinterJazz 2020 Vinsmagning for begyndereHusk at nyhedsbrevet nydes bedst i selskab med et godt glas vin.
Skål & god fornøjelse! Nyheder - Eastern Invation. Det nye årti er startet med vinimport-speederen i bund, og navnlig med et østeuropæisk tryk af den stærke slags. Således er det lykkedes os at tilføje et nyt land og dermed en ny producent til hylderne, og samtidig handle godt ind hos velkendte producenter fra fire andre lande. Tibor Melecsky fra Strekov-området i Južnoslovenská-regionen i den sydvestlige del af Slovakiet, næsten stik nord for Budapest på den ungarske side af grænsen, er Winewise og Terroiristens nye skud på (vin)stammen. Tibor råder over i alt 2 hektar, hvoraf han ejer 1,5 hektar og lejer sig til resten. Alle druer håndplukkes, alt fodtrampes, alt spontangærer, han benytter sig både af gamle akacie- og egetræsfade samt porcelænsfade og kun ganske lave mængder af svovl. Desuden er alle vinene ufiltrerede og ikke klarede. Da Tibor arbejder med et meget lavt høstudbytte på de i forvejen små marker, er den samlede produktion en direkte afspejling heraf. Fx. giver hans Traminer-vinstokke til vinen Tramin Korenistý 2018 kun ca. 0,3 kg. pr plante – eller hvad der svarer til en enkelt klase! Derefter macererer vinen (vinen ligger med druekvaset) på åbne fade i 2 måneder, før den får lov at ligge på akaciefade i et år. Hans Zweigelt 2018 stammer fra 30 år gamle stokke, der også plukkes og afstilkes i hånden, nøjagtig som Tramineren, fodtrampes og macererer på åbne fade i en måned før vinen lagres i 1 år på gamle 225 l. egetræsfade.
Svätovavrinecké 2018 - navnet man ikke har lyst til at udtale med mindre man er indfødt, er lavet på 100% St. Laurent, der stammer fra 40 år gamle stokke. Vinen er høstet og behandlet præcis som ovenstående vine, den har macereret i 1 måned på åbne fade før lagring på gamle 300 l. egetræsfade i 1 år. Sidst og ikke mindst er Frankovka Modrá 2017 fremstillet på 100% Blaufränkisch fra 40 år gamle stokke med samme proces som ovenstående. Lagringstiden er dog på 2 år på gamle 225 l. egetræsfade. Derudover har vi fået vine hjem fra vores kære kollega Annamaria Reka Koncz, der laver sine vine under navnet Reka.Koncz i Barabás i det nordøstlige Ungarn tæt på den ukrainske grænse. Hele seks vine har vi fået fra hende, alle i årgang 2018, der blot er hendes anden officielt frigivede årgang: Pretty.Cold 2018 (petnat lavet på Királyleányka, Rhine Riesling (alm. tysk Riesling), Hárslevelű og lidt Furmint.); (In) Return 2018 (lavet på Rhine Riesling og Királyleányka); The Wizard 2018 (lavet på Királyleányka, Rhine Riesling, Hárslevelű og Furmint); Óra 2018 (lavet på Királyleányka, Rhine Riesling, Hárslevelű og Furmint); Eastern Accents 2018 (lavet på Hárslevelű med 5 dages maceration blandet med Királyleányka, der er behandlet med semi-carbonic maceration i 2 uger) & A Change of Heart 2018 (lavet på 100% Kékfrankos (Blaufränkisch) med 2 ugers maceration). Vi er glade for at kunne sige, at Annamarias vinprojekt er i flot udvikling, og at hun i 2018 leverer en serie flotte vine i personlig stil på den hvide og orange side samt nytilføjelsen på den røde side, som simpelthen er et tekstbogseksempel på, hvor saftspændt og let-drikkelig en Blaufränkish kan være! Trods hendes gamle stokke med laver udbytter og naturlig dyrkning og vinifikation er det lykkedes at holde et prisniveau, som er ganske rimeligt, kvaliteten taget i betragtning. Ganske tæt på Annamarias område, lidt sydligere i det nordøstlige Ungarn, har Kiralyudvar fra Tokaj sendt deres Tokaji Furmint Sec 2016 på markedet – en gammel kending i sortimentet, fra seneste, ret kølige årgang. Tør Tokaj er et nye sort fra området, der ellers er kendt for at lave nogle af verdens største søde dessertvine på botrytis-angrebne druer. Her giver Ungarns nationaldrue Furmint en stor tør vin med levende syre og mineralitet, som afspejler områdets vulkanske oprindelse. Et år på gæren giver vinen tekstur og bredde og et utroligt gennepotentiale, hvis man da ikke bare drikker med det samme! Ligeledes fra Ungarn, dog i den stik modsatte ende af landet, ved grænsen til Østrig, har vi fået Peter Wetzers Kékfrankos 2017 (et mix af Blaufränkish fra Peters seks marker) og Spein Steiner 2016 (100% Kékfrankos/Blaufränkish) hjem fra hans marker i det kølige Sopron-distrikt, der giver Blaufränkish med struktur og elegance. Ungareren Oszkar Maurer, der til daglig laver sin vin i Szrem i det nordlige Serbien, har sendt os to macerede vine: Muscat 2018 på 100% Muscat (sjovt nok!) med 4 dages maceration samt Olaszrizling (Welschriesling) med 14 dages maceration. Stokkene er 50-60 år gamle, og efter endt gæring tilbringer den ca. 15 måneder på gammel eg. Aromatisk Muscat og dybt orange, indsmigrende, fed Olaszriesling. Sloveneren Primoz Lavrencic, der år tilbage arbejde hos det hæderkronede Domaine Leroy i Bourgogne, har altid haft finesse og elegance som kæphest og gennemgående faktor i sine vine fra Burja Estate i Vipava Dalen i det sydvestlige Slovenien. Han har netop opnået Demeter-certificering i år (biodynamisk certificering) efter en lang rejse med omlægning til denne krævende dyrkningsform. Resultaterne i de seneste årgange afspejler den store omhu, han lægger i marker og kældre – vinene er simpelthen bare blevet bedre og bedre! Det viser han tydeligt i den orange Burja Béla 2018 på hovedsagligt Rebula, Italiensk Riesling (Welschriesling) og Malvasia med 7 dages maceration. Elegancen er også udpræget i Reddo 2017 på Schioppettino, Refosco og Blaufränkisch (Kékfrankos), mens den mørke Pinot Noir 2017 har meget stor intensitet og et pænt garvesyre præg, der adskiller den fra tidligere år, hvor det feminine og elegancen har været mere gældende – formentlig et resultat af en meget tør årgang med meget lavt udbytte. En sydlig Cote d’Or Bourgogne falder straks en ind, når man smager vinen. “Enfant terrible” kunne man næsten fristes til at kalde producenten Milan Nestarec fra Moravia i Tjekkiet. Han udfordrer os med sit indhold, vinenes navne og ditto etiketter. Fx. har vi fået vinene “1,21 Gigawatt” på 100% Gruner Veltliner; “Royale with Cheese” på 100% Sauvignon Blanc (en glimrende Brexit vin) og “I love the smell of Napalm in the morning” på 100% Blaufränkisch. Alle tre fra 2017. Vi har også fået TRBLMKR 2016 på 100% Neuburger med ca. 30 dages maceration, 1 liters baskeren Bêl 2018 på Gruner Veltliner, Welschriesling og Müller Thurgau samt de piv unge og friske Youngster White 2019 og Youngster Rosé 2019 på henholdsvis Riesling, Neuburger og Pinot Gris, og Pinot Noir, Blaufrankisch og Zweigelt. Begge vine er i øvrigt lavet med den fra Beaujolais velkendte metode, maceration carbonique. God rejse i det gamle Central- og Østeuropas alt for længe oversete men nu igen så småt opblomstrende vindistrikter!
Alle vinene er at finde i baren og køres alle på glas, naturligvis. Og vinene kan naturligvis også købes med hjem. VinterJazz 2020Traditionen tro betyder februar måned en måned med jazzkoncerter over hele Danmark, og vi er naturligvis med igen i år med tre koncerter. Allerede på torsdag. d. 6. februar afholdes den første, og her kan vi byde velkommen til en ganske særlig og sjælden duo med de to internationale anerkendte musikere: saxofonisten Hans Ulrik og bassisten Thomas Fonnesbæk. Med en lang række albums bag sig og en stor koncertaktivitet både med mindre grupper og Danmarks Radio Big Band er Hans Ulrik blandt Danmarks førende saxofonister, og har været det siden midten af halvfemserne. Ligeledes er den lidt yngre Thomas Fonnesbæk blevet en af de store bassist-personligheder, ikke blot i Danmark men også internationalt, hvor Thomas både spiller med svenske Lars Jansson, amerikanske Justin Kauflin og spanske Enrico Pieranunzi. Alle tre pianister i verdensklasse.
Hans Ulrik og Thomas Fonnesbæk kan du opleve torsdag d. 6. februar kl. 20:00. Entréen er gratis, husk at reserverer bord.
Jesper Løvdal er en anden af Danmarks store saxofonister, der har bredt sig over jazzens utallige undergenrer, fra trad til swing til bebop til modal til free og avantgarde og hvad jazzen nu er i dag. Ligeledes har han indspillet og udgivet flere albums i eget navn, bl.a. med internationale navne som Aaron Parks, Ari Hoenig, Jeff Ballard, Palle Danielsson, Kresten Osgood og Ben Street. Jesper kan du høre sammen med den svenske bassisten Johannes Vaht, der siden 2009 har boet i København, og spillet Danmark, og norden, tynd. Med en enorm power og energi er Johannes en af sin generations store bassister, der er en af byens gemte skatte. Dette band føres an af Terroirsitens egen Terkel Nørgaard, der ikke behøves nogen ydeligere introduktion. Men han spiller trommer og udgav sidste år bl.a. det anmelderroste album “With Ralph Alessi” på det finske pladeselskab We Jazz Records osv. osv. Bandet spiller musik af den netop afdøde Jimmy Heath, Thelonious Monk, Charlie Parker og andre store jazzkomponister.
Du kan høre Terkel Nørgaard Trio torsdag d. 13. februar kl. 20:00. Entréen er gratis, husk at reserverer bord.
Terroiristens VinterJazz sluttes i år af med en af landets gemte skatte, altsaxofonisten Magnus Thuelund, der også er yderst lokal musiker da han bor lidt længere oppe af gaden. Magnus har flere albums som bandleder bag sig, og bevæger sig i den del af jazzen, der har sin rod i New Yorks mere moderne scene. Med sig har han to af sine gamle “legekammerater” bassisten Morten Haxholm, der har spillet på Terroiristen flere gange, og som ligeledes er en flittig komponist, præcis som Magnus, og som arbejder med nogle af de fremmeste musikere fra New York. Rasmus Schmidt udgør trioens tredje medlem, trommeslager og en yderst fremragende en af slagsen, der spiller og har spillet med en lang række af danske og internationale musikere.
Trioen har kastet sig over en del af Thuelunds kompostioner, der kan høres torsdag d. 20. februar kl. 20:00. Entréen er gratis, husk at reserverer bord. Vinsmagning for begyndereDet er et år siden sidst, så derfor spørg vi dig igen kære med-Terroirst: Har du altid ønsket at: - få mere ud af din vin? - kunne sætte ord på hvad du drikker? - vide hvorfor den smager som den gør?
Så kom og vær med tirsdag d. 3. marts fra 19:30 - 22:00, hvor vi afholder “Vinsmagning for begyndere”.
Over et par hyggelige timer vil vi smage os igennem otte vine fra forskellige lande, på forskellige druer, fra forskellige jordbunde, fremstillet på forskellige måder for at illustrere, hvorledes alle disse parametre spiller ind på vinens karakter.
Det hele handler kun om en smule smageteknik som alle (!) kan lære. Ved at tale om smagsoplevelser og sætte ord på, hvad vi smager, skærpes sanserne og evnen til at huske og skelne vinene fra hinanden.
Vi kan ikke love du vil blive vinekspert på dette korte kursus, men vi kan bringe lidt af vinsnobberiet ned på jorden, skille skidt fra kanel, og give dig nogle nemme værktøjer til at få meget mere ud af dine vine fremover.
Terroiristens vineksperter vil guide dig igennem smagningen og dele ud af deres store erfaring og viden undervejs, men deltagerne er i højere grad i centrum. Smagsoplevelser er individuelle – og på kurset deler vi vores subjektive oplevelser af vinene med hinanden og bliver alle klogere.
Smagningen koster 285 kr. og der vil blive serveret brød og olie som akkompagnement til vinene. Efter smagningen vil der være mulighed for, at købe vinene med hjem til favorable priser. Billetter kan købes her!
Med venlig hilsen
Terroiristen
|