Kære med-Terroirist.  

I dette nyhedsbrev har vi følgende vinøse nyheder til dig:

  • Præludium
  • Valentina Passalacqua 
  • Copenhagen Jazz Festival 2018 
  • Sommer bobler
  • Grillvin
  • Flydende guld
  • Åbningstider henover sommeren

God læsning!

Præludium

Sommerens varme vinde har blæst hele vejen ind i Terroiristen og bragt en masse nye flasker med sig - perfekt til årstiden, til landmandens sprøde grønsager, til havets frugter, til at nyde på stranden, haven eller hvor du nu befinder dig. 

Af nytilkomne vine har vi fået nye årgange og vine fra Milan Nestarec i Tjekkiet, som altid overrasker og forbløffer. Fra Pietramore i Abruzzo har vi fået deres friske og super læskende rosé Cerasuolo d’Abruzzo på hylderne, lavet på ren Montepulciano. En anden rosé, der kommer på hylderne, er den tilbagevende klassikere fra legendariske Frank Cornelissen, nemlig Susucaru. I det franske har Brødrene Chapuis sørget for ren Chardonnay fra årgangen 2016, og nonnerne fra Lazio (dem fra Trappist ordenen) har fået sendt deres Ruscum til adressen, så du nu kan gå ombord i (hellige) orange dråber. Vores gode, gamle piemonteven, Claudio, sendte i midten af foråret sin Fenocchio Roero Arneis 2017 op til os, fornem frugt, syre og ren sommer på glas med masser af struktur. Rosinen i vinpølseenden er vores helt nye hus Passalacqua, som også var repræsenteret til Fri Vin 2018. Der har vi både fået bobler på ren Bombino, stille, hvid Bombino, let massereret og dermed orange Falanghina, to forskellige versioner af sorten Nero di Troia samt en vin på Negroamaro og Primitivo. Vine der både passer storartet som aperitif, til de lette retter, til grillen, til havets fristelser eller blot til at drikke rene og uforstyrrede. I det nedenstående finder du en dybere præsentation af Passalacqua samt et særligt tilbud på deres vine.  

Valentina Passalacqua

 

Vine fra Apulien, Italiens hæl, har vi længe ønsket os at repræsentere i sortimentet. En hel vifte af lokale sorter danner det klaviatur, som vindyrkere og – magere i området kan spille på, endda med ret store variationer fra nord til syd i den langstrakte region. Der har været smagt meget igennem årene, både på de store messer i Verona og omegn og lokalt på såvel messer som ved vingårdsbesøg, imidlertid uden det hidtil er lykkedes at finde en producent, som kunne fortolke den varme regions druesorter med elegance, finesse og tydeligt terroirpræg. Enkelte naturproducenter lykkes af og til med at fremstille gode vine, men konsistensen har manglet, og for mange vine med fejl er sluppet igennem til markedet og er derfor ikke sluppet igennem nåleøjet til vores sortiment.

Ikke så sjældent er det først, når man ophører med at lede, at man bliver fundet af det, man søgte! Således også i dette tilfælde. I 2017 var Frank Cornelissen, se her, trådt ud af VinNatur-organisationen og deltog derfor heller ikke i dennes store messe på Villa Favorita i april måned. I stedet havde Frank valgt at præsentere tank-prøver på de nye årgange af sine Etna-vine ved en lille præsentation, arrangeret af hans italienske agent i en lille flække i omegnen af Verona. Et roligere, mindre (ca. 20 producenter) og mindre overrendt arrangement, hvor der faktisk var tid og plads til at fordybe sig i vinene, tale med producenterne og bliver lidt klogere.Efter at have smagt Cornelissens nye vine var det derfor tid at kaste sig over nogle af de andre producenters vine. Lige inden lukketid fik vi øje på en stand, hvor producenten, Valentina Passalacqua, allerede var i færd med at iklæde sig overtøjet for at forlade standen. Lidt modvilligt indvilligede hun i at lade os smage trods alt, og vinene var overbevisende i en sjælden grad. Efter messen rekvirerede vi prøver til smagning og vurdering hjemme i Danmark, hvor de igen viste sig at være alt det, man kunne ønske sig af et apulisk vinhus. Næste skridt var et besøg på stedet i december 2017 for at se nærmere på marker og kældre, spise og tale mere med Valentina om hendes filosofi. Og dette ledte endelig til hjemtagelse af vinene i foråret 2018, et år efter vi første gang smagte vinene i Italien, og lige akkurat tids nok til at Valentina kunne præsentere vinene på Fri Vin 2018 i Pumpehuset.  Vi er glade for endelig at have fundet den rette repræsentant for Apulien og dermed komme endnu et skridt tættere på at opfylde ønsket om at præsentere Italiens bedste vine fra såvel de kendte som mindre kendte områder fremstillet på såvel kendte som mindre kendte druesorter af producenter med passion og et ønske om og evne til at afspejle terroiret i vinene.Velkommen til Valentina Passalacqua!

Intro-sæt:

  • Terra Rara Bombino Spumante – 175,-
  • Bombino Bianco 2016 – 159,-
  • Cosicomé Falanghina 2016 (orangevin med fire dages skindkontakt) – 175,-
  • Terra Sasso (Negroamoro/Primitivo) 2015 – 135,-
  • Nero di Troia 2016 – 169,-
  • Cosisono Nero di Troia 2014 (lagret et år på store gamle fade) – 275,- 

En kasse med 1 flaske af hver vin, i alt 6 flasker: 1088,- 

 

Introduktionstilbud: 928,- kr (Spar 150 kr)

Tilbuddet gælder ved bestilling t.o.m. 14. juli 2018. 

Copenhagen Jazz Festival 2018

 

For gud ved hvilken gang er vi i år med til at fejre og hylde jazzen og dens mange sider i juli måned, og vi elsker det. Festivalen starter fredag 6. juli (altid den første fredag i juli måned, så ved du det) og strejker sig frem til søndag 15. juli. 
Vi bidrager til programmet med koncerter fredag d. 13. juli og lørdag d. 14. juli, her kan du opleve Jakob Dinesen Way out East, Nana Rashid & Petter Rylén, Niels Wilhelm Knudsen, Surburbia Surreal og Toftemark/Wiklund/Nørgaard/Vaht Quartet. En god blanding af nye og etablerede konstellationer med et særligt fokus på det spirende vækstlag inden for dansk jazz. Som altid foregår vores koncerter udendørs i Jægersborggade og billetterne koster sølle 25,- stk. for en hel dags koncerter.

Husk at når du alligevel er forbi til et glas vin eller to, så nap lige et gratis Copenhagen Jazz Festival-program med dig hjem. 

Tjek i øvrigt hele programmet på Copenhagen Jazz Festivals hjemmeside.

Grillvin

Det er lørdag, solen skinner. Du har været ud og købe ind, og kan nu se at dine indkøb lugter af, at der skal grilles i aften. Du har købt bøffer, lidt gode pølser, store rejer, masser af sommergrønt, jordbær og fløde til desserten og i haven/gården vælter de fineste krydderurter frem. Rigeligt med kul har du også, så det hele er på plads. Og dog, der mangler noget. Vinen sgu da. For faen, du har glemt vinen. Fluks ringer du til et par venner, der udover at tage imod din invitation om en god gang grill også lover at tage noget vin med. “Tag ned forbi Terroiristen, de har altid noget godt” siger du (an)befalende.
For sørme om vi ikke har det. Lidt for enhver smag, lidt for enhver grillmester og eders gæster, og ovenikøbet med tre tilbud, som gælder til 15/8 2018 eller så længe lager haves.

  • Bulgarien - Sveti Vrach Syrah 2016 99,- Ved køb af 3 fl. 267,- (spar 10%)
  • Italien - De Fermo Concrete 2015 169,- Ved køb af 3 fl. 456,- (spar 10%)
  • Italien - Gulfi Baroni 2011 245,- Ved køb af 3 fl. 661,- (spar 10%)

 

Sommerbobler

San Giovannis herlige Marta har nogle af jer måske opdaget, at vi sælger til 50 kr. glasset i baren og sælger 3 flasker for 225,- eller 6 flasker for 400,- til at tage med hjem.  Men skulle du ikke have opdaget det, så er ordet hermed givet videre. 
Marta er lavet på ren Passerina, der giver en flot struktur og som passer godt til terrassen og endnu bedre sammen med mad. Huset San Giovanni (og dets marker) befinder sig for resten i Marche, hvis du skulle spørge fra nogen… Vi har fået en særlig god pris på et lille restparti, hvor en del af flaskerne kan kræve lidt mere knofedt at få åbnet end normalt – eller bare en proptrækker. Dette tilbud gives hermed videre…

Tilbuddet gælder hele sommeren eller så længe lager haves. 

Flydende guld

Fra Siciliens mest berømte område for oliven omkring Chiaramonte Gulfi leverer Gulfis ældgamle oliventræer få, koncentrerede oliven, som skaber denne vidunderligt rene, komplekse og koncentrerede olivenolie. Pris: 195,- kr/ flaske (½ liter). Prøv den og forstå, hvorfor italienere sætter god olivenolie mindst lige så højt som god vin!

 

Begrænset mængde til rådighed.

Åbningstider henover sommeren

I juli måned lukker vi ned for en kortere periode, vi skal holde en smule ferie, men mest af alt få gjort lidt ved baren. Noget med noget maling og sådan…
Det betyder, at vi, når de sidste toner fra Copenhagen Jazz Festival er spillet og det sidste glas er tømt, holder lukket fra d. 15. juli t.o.m. d. 3. august. 
Vi åbner op igen til Jægersborggades Gadefest lørdag d. 4. august kl. 13:00. 

Med venlig hilsen
Terroiristen

Terroiristen  •  Jægersborggade 52  •  Kbh.N.  •  Tlf.: 36906040  •  info@terroiristen.dk