Frank Cornelissen

Cornelissen er trods sin belgiske afstamning blevet synonym med Etnas renæssance som et af Italiens mest betydningsfulde vindistrikter. Han har således efter at have importeret og distribueret vine i Belgien forfulgt en drøm om at blive vinproducent selv og fundet, at Etna gav de bedste betingelser for at nå målet om at fremstille intet mindre end verdens bedste vin! Og missionen er lykkedes i en sådan grad, at han har skabt en fornyet tro på Etnas potentiale, som en stribe af unge producenter på vulkanen nu forsøger at realisere af forskellige veje.

Terroir

Vindyrkningspraksis

Frank Cornelissen arbejder ud fra en non-interventionisisk filosofi, hvor hans rolle primært er at genskabe en naturlig balance imellem vinstokke, marker og det omgivend miljø. Så snart en sådan er opnået - fx under anvendelse af biodynamiske metoder - overlades markerne til sig selv. Biodiversiteten sikrer en naturlig resistens imod angreb af sygdomme og insekter, således at sprøjtning kan undgås.

Der beskæres med henblik på ekstremt lave udbytter, som på topmarkerne kommer helt ned på bre 300 gram druer pr. stok!

Vinifikation

Frank blev tidligt inspireret af de gamle georgiske metoder, hvor vinen gæres og lagres på nedgravede amforaer. En metode, han også har studeret hos Josko Gravner i Friuli, der som den første genindførte den i Europa i slut 90-erne.

Frank er dog pragmatiker og er i dag endt med at gære mosten i plastictanke før den hældes på glas-forede amforaer, gravet ned i den vulkanske jord i hans kælder. Her ligger den under låg og uden svovl indtil foråret efter høsten og aftappes typisk når den maloklaktiske gæring er overstået. Begge gæringer foregår spontant.

Vinene

 Hele serien af vine fra basis-vinene over mellemniveauet til enkeltmarksvinene på gamle, in nogle tilfælde præ-phylloxera, stokke, er nærmest definitionen på terroir-drevne vine, der lugter og smager af den ulmend vulkans mineralske jordbund. Intenst frugtige som unge med stor syrefriskhed og et enormt udvikingspotentiale i kælderen. De bedste af vinene er store vine, der kan få en kombination af elegance og intensitet, der mest af alt bringer mindelser om stor Cote Rotie. Topvinen Magma kan i de bedste årgange komme tæt på at realisere Franks drøm om at fremstille verdens bedste vin!