|
Kære med-Terroirist. I dette korte nyhedsbrev kan du læse om den kommende mandagssmagning, om en lys jordbærduftende Nebbiolo, og om hvor interessant det kunne være at erhverve sig vores nye hvide/orange kasse.
Husk, at vores nyhedsbrev nydes bedst i selskab med et glas vin – måske et fra Etna?
Skål og god fornøjelse! Mandagssmagning
D. 30. marts, som bekendt er en mandag, holder vi smagningen Frank Cornelissen – Kongen af Etna vol. 4. For meget kan siges om Frank, og det skal der, og hans mange vine skal smages, og det vil de. Lad os gå lige til stålet:
Vi starter med hans hvide Munjebel Bianco 2022 og den lette røde Susucaru Rosso 2023. Derefter tager Nerello Mascalesen over. Først med Munjebel Rosso 2022, hvorefter aftenens hovedpersoner, 5 enkeltmarksvine fra 2017-årgangen (Munjebel CR, FM, MC, PA og CD), som nu med næsten 9 år på bagen har udviklet en flot balance og kompleksitet. De 5 vine viser, hvorfor Etna er berømmet for sin evne til at levere vine med stor spændvidde fra forskellige marker med varierede jordbundsforhold, eksponering m.v. beplantet med den samme druesort. Smagningen er med andre ord en enestående mulighed for at smage disse unika side om side i en moden årgang.
Prisen er 500,- pr. næse og inkluderer 8 vine, samt surdejsbrød fra Meyers med olivenolie fra Valdibella.
Du finder din billet her, hvor du også kan vælge tilkøb af madbillet. Vil du læse mere om Frank Cornelissen, så klik her! Vores andre planlagte mandagssmagninger i år. 
Søren & den jordbærduftende Nebbiolo
Alle ved, at Søren (Frank) elsker Nebbiolo. Tænk blot på bøgerne, som han har forfattet: "Barolo" fra 2021 og dens forgænger "Barolo & co" fra 2003, der pryder mange danske (vin)hjems hylder. For nylig blev han bespist på Jonathan Balsløw Sørensens nye restaurant, Bottega di Graziano, og fik sammen med stedets salsiccia-servering Ar.Pe.Pe.s Rosso di Valtellina 2023 – en producent, som han i sin anmeldelse i Berlingske med største selvfølgelighed omtaler som ikonisk (ja tak!) og fortsætter: "Ganske lys i glasset, jordbærduftende og blød som en barnenumse." Vi kipper med hatten og kvitterer med et tilbud på netop samme vin. Køb 3 fl. til 250,-/fl. eller 6 fl. til 229,-/fl. (normalprisen er 265,-/fl.). Klik her eller på billedet ovenover for at komme til webshoppen! Den hvide/orange kasseSmag forskellen. Smag sammenhængen. 
Som I måske husker, har de tre producenter – Giacomo Fenocchio (Piemonte), Bosco Falconeria (Sicilien) og Monastero Suore Cistercensi (Lazio) – hver lavet en hvidvin og en orangevin på samme druesort/druemix i efterhånden mange år. Nonnernes (Monastero Suore Cistercensi) vin har desværre været fraværende i over et år, da årgang 2023 var katastrofal, og de mistede 95 % af høsten. Men nu er de tilbage med årgang 2024, som sammen med hjemtagelsen af vinene fra Bosco Falconeria gør, at vi kan lave denne herlige kasse med i alt 6 vine – 3 hvide og 3 orange.
For de hvide vines vedkommende er de med største selvfølgelighed det direkte link til den/det pågældende druesort/druemix med fokus på primær frugt, typicitet (druens/-ernes dna), syre og friskhed. For de orange vines vedkommende viser macerationen sit tydelige aftryk, hvor druens/-ernes primære frugt og typicitet stadig fremstår tydeligt, men processen med kontakt til drueskind og luft fornemmes mere, og vinens samlede karakter og resultat er ændret. Garvesyren er mere dominant og farven går fra lys orange til det lidt mørkere. Prøv vores hvide/orange kasse og smag forskellen. 1.135,- (normalt 1.264,-) Find kassen og mere info om den her. Tak, fordi du læste med!
Med venlig hilsen
Terroiristen
|