WJ Terkel Nørgaard - Jubilæumsedition

11. april 2024, 17:00

Jubilæum

15 år er der gået siden vores Terkel havde sin første vagt tilbage i april 2009. Fra dag 1 som sommelier, siden 2016 ansvarlig for vores SoMe, events og hjemmeside, og siden 2019 bestyret baren og butikken, samt arbejdet for vores import Winewise. Alt dette samtidig med at han har skabt sig en karriere, som trommeslager, komponist og bandleder og spillet i et utal af sammenhænge.

Ufattelige mængder vin er siden da løbet fra flasken, ned i glasset og i mavsen på både gæster og Terkel, og hans lange og trofaste dedikation til stedet vil vi rigtig gerne fejre. Endda på hele to måder:

1) Torsdag d. 11. april er Terkel vores WJ (Wine Jockey, gæste sommelier, kær vinfætter har mange navne) fra kl. 17:00 og åbner her en stribe favoritter (læs: kanonslag). Vi annoncerer enkelte high lights af line-up’et her!

2) Køb Terkels Jubilæumskasse bestående af 6 forskellige vine fra producenter, som står Terkels hjerte meget nær. Kassen findes i et stærkt begrænset antal – find den her eller i butikken.

Vi håber at se jer på torsdag d. 11. april.

Skål!