Osvaldo Barberis 

 

Historie

Osvaldo Barberis er vinbonde - med tryk på bonde! Når man ankommer til gården, skal man som regel ud i marken eller ind i stalden for at finde Osvaldo, som har det bedst ude blandt sine vinstokke og sine dyr.
Markerne er grønne, og der er ukrudt imellem stokkene - en ting, Osvaldo fremhæver med stolthed, når man kigger ud over landskabet fra hans gård i Valdibá, en lille flække udenfor Dogliani. Sammenligningen med naboernes golde, perfekt ordnede marker er slående - her er der liv, dér er der intet andet end vinstokke i et sterilt miljø.

Dolcetto er druen per excellence i Dogliani og Osvaldo elsker at hade druen, som er drilsk at vinificere. "Bare man havde en mark i Barolo-distriktet lige derovre på den anden side af den bakke: Så kunne man få tre-fem gange så høj pris for sin vin! Og Nebbiolo er oven i købet så meget lettere at vinificere end Dolcetto!"
Men vi er glade for, at han har sine marker med Dolcetto og lidt Barbera og såmænd en anelse nebbiolo også netop i Dogliani, for her viser han, hvor dejlig en drue Dolcettoen er i sit rette terroir.

Terroir

Dogliani distriktet grænser op til Barolos Monforte d'Alba, men her regerer Dolcettoen. Den leverer her sine bedste resultater ofte på højtbeliggende marker fra 300 moh og op til knap 600 moh. I den limstensrige jordbund leverer den en vin, som i hænderne på seriøse producenter, der sikrer lave udbytter og fuld modenhed, kan være betydeligt mere længelevende og mineralske end de oftest meget let drikkelige frugtbomber, vi kender fra de dårligere markplaceringer, som druen er henvist til i Barolo og Barbaresco-distrikterne.

Markarbejde

Arbejdet har altid været økologisk siden før Osvaldo begyndte at aftappe selv omkring årtusindskiftet. Der kunstgødes ikke men anvendes naturlig gødning fra gårdens egen bestand af køer og der sprøjtes ikke med kemisk insekt- og ukrudtsbekæmpelse. Gården er en integreret del af familiens hjem - og man forurener ikke sit eget eksistensgrundlag!

Kælderarbejde

I kælderen arbejdes med naturgæring på ståltank, mens enkelte vine fra marker i Monforte d'Alba lagres på ældre træfade.
Vinene filtreres ikke. Der arbejdes i stedet med en naturlig bundfældelse. Svovl anvendes i meget begrænset omfang ved aftapning – eller, for visse vines vedkommende, slet ikke.

Vinene

Dolcette fremstilles i tre versioner, hvoraf én er helt uden svovl, mens de andre kommer fra forskellige marker omkring gården i Valdibá og enkeltmarken Puncin. Barbera fra gamle stokke i marken Brichat giver ligesom Dolcettoen her vidunderligt rene, frugtige, syrefaste, elegante og charmerende vine med flot struktur og betydeligt lagringspotentiale. Ingen af disse vine ser træ men alene stål, hvorfor de fremstår med intens, lysende klar og ren frugt. Det samme gælder en frisk, saftig nebbiolo og en hvid på den genopstandne, lokale piemontesiske drue Nascetta. Vinene fra Monforte, herunder en nebbiolo og en barbera, er mere tanniske og kraftfulde.

Links

Producentens hjemmeside

Produkter fra Osvaldo Barberis

  • Brichat '22
  • Muntajà '20
  • Avri