Skønt Jörg Bretz dyrker sine stokke i Østrig er han født, opvokset og også uddannet (på vinuniversitetet i Geisenheim) i Tyskland, hvor han også har en årelang praktisk erfaring med vindyrkning og fremstilling hos en række anerkendte producenter. Senere har han arbejdet i såvel Schweiz, Italien, Sydafrika og Østrig på forskellige vingårde, inden han slog sig ned for at dyrke og fremstille sine egne vine i Østrig, hvor han nu har marker i såvel Carnuntum, hvor også vingården er beliggende, som Neusiedlersee-distrikterne.

Bretz går imod tidens fremherskende tendens inden for naturvinens verden til at fremstille let drikkelige, unge, frugtige og ukomplicerede vine. For Bretz er der ingen modsætning imellem det at fremstille naturlige vine og det at fremstille store, klassiske, lagringsværdige vine med kompleksitet. Målet er at vinene skal være velegnede til mad og kunne nydes både for deres charme og deres seriøsitet. Vinene frigives sent, når de har fundet deres naturlige balance; vinene frigives derfor efter en lagringsperiode, som er afstemt efter vinenes varierende struktur og karakter fra år til år. 

Bretzs stokke er i dag mellem 20 og 80 år gamle.

Terroir

Carnuntum: Skifer, sandet ler – Særligt egnet til Zweigelt og Blaufränkish
Neusiedlersee: Skifer med quartz, grus – Særligt egnet til Pinot Noir, Weissburgunder, Grüner Veltliner
Mittelburgenland: Kalkholdig lerjord – Særligt egnet til Blaufränkish

Vindyrkningspraksis

Markene dyrkes i henhold til Vini Veri sammenslutnignens filosofi om minimal intervention i marker og kældre, dvs. ingen kunstgødning, pesticider, herbicider eller systemiske sprøjtemidler. Bordeaux-blandingen – kobbersulfat, som er tilladt både under økologisk og biodynamisk landbrug, anvendes i minimale mængder, i nogle årgange og for nogle markers vedkommende slet ikke.
Stokkene er fortrinsvis gamle, naturligt lavtydende. Om fornødent suppleres med grønthøst.

Vinifikation

Der arbejdes med naturgæring i åbne glasfibertanke og efterfølgende lagring delvist på gamle, store fade eller barriques af finkornet egetræ. Lange macerationer for de røde vines vedkommende, ofte ca. 4-6 uger, giver vine med stor struktur, som kræver lang, efterfølgende modning på træ, som også tillader en naturlig bundfældelse, således at filtrering kan undgås. Målet er at vinene skal have tid til at finde deres egen balance og skal tillades at udtrykke deres oprindelse. Lagringstiden tilpasses den enkelte vin, og kan være så lang som 8 år på fade for de største reserve-vine.

Vinene

Fælles for Bretz’ vine er deres veludviklede, komplekse karakter. Det er alle vine, som byder på langt mere end blot primær frugt; de har udviklet naturlig fylde, afrundede tanniner for de rødes vedkommende, med god syre og mineralitet, som gør dem særdeles egnede til mad. Men det er også vine, som, i kraft af deres balance og modenhed, kan nydes uden mad over en aften, hvor de i glasset langsomt vil afsløre alle de fine, gemte nuancer.
De forskellige Blaufränkish-versioner kan såmænd også danne stammen i et studie af druens evne til at afspejle det forskellige terroir, den dyrkes i.

Links

Jörg Bretz