Paolo Bea 

Med en 500-årig historie bag sig har familien Bea basis for at fremstille vin efter gamle traditioner. Den unge generation, Giampiero, rendyrker disse endnu mere end sin far  – han har således skruet tiden tilbage til dengang vin var et levende produkt, som var et resultat af samspillet mellem naturens luner og menneskets snilde snarere end af samspillet mellem teknologi og kemi.

Vindyrkningspraksis og kælderarbejde 

Vindyrkning sker under anvendelse af dele af Steiners biodynamiske metoder. Der kunstgødes og sprøjtes ikke og månens faser styrer arbejdet i marker og kælder. Desuden er vinifikationen meget traditionel: Der arbejdes med meget lang maceration, oftest 30-40 dage for at sikre maksimal ekstraktion og naturlig, spontan gæring, og temperaturen får lov at svinge både under gæringen og under lagringen: Vinen skal smage af naturens påvirkninger! Lagringen foregår udelukkende på store, ældre fade (2500-3000 liter) for ikke at give vinen for meget smag af træet. Bea fremstiller de klassiske vine for området: Sagrantino Secco og Passito (sidstnævnte med et hysterisk lavt udbytte), Montefalco Rosso samt en smule hvid på Grachetto, Malvasia , Chardonnay, Sauvignon, Garganega og Trebbiano Spoletino druer. Bea er medstifter af Vini Veri organisationen, som foreskriver strengt naturlige metoder for vinfremstilling.