12. januar 2017, 18:30
D. 12. januar får baren besøg af vores gode ven og samarbejdspartner igennem flere år, Flemming Schiøtt Hansen, der indtil for nylig har ejet og drevet den meget roste restaurant Stedsans på Østerbro. Nu er Flemming flyttet til Sverige hvor hans nye eventyr skal finde sted ude i de svenske skove, men heldigvis har han tid til at komme til Jægersborggade og lave en helt særlig Stedsans pop-up. Aftenen kommer til at byde på en række af Flemmings kendte retter fra Stedsans sat sammen til en menu med seks retter. Som altid er Flemmings mad baseret på nænsom behandling af grøntsager af højeste kvalitet, dyrket uden sprøjtning og af kød fra dyr, der har levet et ordentligt liv. Resultatet er masser af smag med råvaren i centrum. Tjek Stedsans egen side for at få et indtryk, hvis du ikke allerede kender Flemming og Stedsans.
Flemming har ligeledes sammensat en vinmenu samt et glaskort bestående af et udvalg af de af vores vine, som han igennem årene har brugt på sine restauranter og er kommet til at holde særligt meget af. I bedste Stedsans-ånd vil mad og vin være tænkt sammen fra begyndelsen, således at de passer perfekt sammen og løfter hinanden. Vinen tilkøbes på aftenen.
Aftenens menu:
Bagte løg med timian
Dampet grønt, brunet smør, abrikoser og ristede hasselnødder
Kalvehjerter med rå grøntsager, mayo og peber
Dampet spidskål med skanke-sovs
Lagret Comte og valnødder
Surprise
Chokoladekage
Pris pr. menu: 350,-
Arrangementet er udsolgt