Nyhedsbrev november 2016

12. december 2016, 14:45

Kære med-Terroist.

I dette nyhedsbrev har vi følgende vinøse nyheder til dig: 

  • Ny producent & nyt land
  • Julevin - et juletilbud du ikke kan afslå
  • Juledage i Jægersborggade
  • Nytårsbobler
  • WJ’s
  • VinterJazz 2017
  • Åbningstider henover julen
  • Kommende arrangementer 

God læsning!

Melnikon

I midten af november fik vi de to nye, længe ventede vine hjem fra Melnikon i Bulgarien - vine, som vores over-Terroirist Stefan Jensen blandt andre står bag, og han fortæller om projektet: 
Melnikon er en lille vinproducent, skabt af fire vinvenner: 
en bulgarsk vinmager og restaurantejer fra Melnik, Kotce; en bulgarsk Master of Wine fra Sofia med mangeårig erfaring fra naturvinsverdenen i såvel Italien som andre europæiske lande, Nicoletta Dicova; schweizeren Christoph Künzli, der er indehaver af den berømte vingård Le Piane i Boca i Piemonte, og mig selv som vinimportør og ejer af Winewise og vinbaren Terroiristen.
Med Melnikon producerer vi autentiske, umanipulerede vine på indfødte druesorter i det sydligste Bulgarien, tæt ved grænsen til Grækenland, i Melnik og Kresna-områderne. Særligt det første af disse områder var indtil 2. verdenskrig kendt og bredt anerkendt for sine elegante, lette rødvine fremstillet på Shiroka Melnik-druesorten, mens det andet primært er ophav til macererede hvidvine – orange vine – på den i dag sjældne (ca. 33 hektar totalt) drue Keratzuda. Efter at begge områders oprindelige vinstil næsten har måttet lade livet som følge af den moderne vinverdens tørst efter mængder af store, brede, let genkendelige vine med udpræget fadsmag og sødmefuld frugt, er det målet for os i kraft af Melnikon at genoplive den oprindelige, unikke vinstil, som i højere grad afspejler terroiret.

“Vino di Melnik 2014” og “Keratzuda 2015” er de første resultater af anstrengelserne, fremstillet i ganske små mængder – henholdsvis 600 og 500 flasker. Begge er fremstillet i tråd med de lokale traditioner, dvs med meget lang skalkontakt – omkring 6 måneder. Begge vine er fremstillet ved spontangæring af druer høstet ved fuld fenolisk modenhed, fortrinsvis på gamle marker med alberello-stokke (bush vines eller gobelet). Den røde Vino di Melnik, fremstillet på 100% Shiroka Melnik, er en let, intenst duftende, lys og syrefast rødvin, der giver mindelser om røde vine på Poulsard fra Jura. Den orange Keratzuda er med en let tropisk frugt og hvide blomster-næse og en finkornet tannisk struktur mere umiddelbart tilgængelig og charmerende end de fleste vine med en tilsvarende lang maceration”.

De to vine fra Melnikon kan erhverves i butikken til almindelig detailpris og naturligvis på glas og flaske i baren. Detailpriserne er:
Keratzuda 2015 - 139,-/fl.
Vino di Melnik 2014 - 165,-/fl.

Julevin

Åh, den kære juletid, hvor traditionernes faner holdes højt. Maden skal være lige i skabet, vinen lige så. Derfor har vi fundet nogle gode flasker frem, hovedsageligt fra Italien, men også en lille joker, Sveti Vrach, fra Bulgarien fremstillet på ren Syrah. Der er både til hovedretten og naturligvis en fantastisk Recioto til Ris a la Manden.
Husk at vi holder åbent d. 23. dec. 15:00 - 22:00 og d. 24. dec. 10:00 - 13:00. 
 
Jokeren
Sveti Vrach er en lidt større producent i den sydbulgarske by, Sandanski, som siden Sovjettiden har være kendt som en kurby grundet mange naturligt varme kilder i området, Struma-dalen, som samtidigt har gode vilkår for dyrkning af druer. Her dyrkes både lokale, som Sandanski Mischet, og internationale som Syrah og Cabernet m.fl.
Under en rejse i Bulgarien faldt vi tilfældigt over Sveti Vrach og smagte husets stolthed, deres Syrah 2015. Der er her tale om druer alene fra deres egne marker, høstet med lave udbytter og minimal intervention. Produktionen er på ca. 20.000 flasker årligt, som aftappes med lave doser af svovl, som de fleste af vores øvrige vine.
Vi fandt i denne vin den kombination af stor frugtintensitet, flot, frisk syre og fylde, som passer godt til den krævende, danske julemad – i kombination med en særdeles attraktiv pris, kvaliteten taget i betragtning, hvorfor vi straks slog til og tog et parti hjem.
 
Pris: 79,- kr./fl.
Tilbud: Ved 6 flasker: 69 kr./fl.
Findes også i et begrænset antal som Bag-In-Box med 3 liter for 265 kr.
 
De italienske
Vi har udvalgt fire vine, som vi mener absolut kan stå distancen i forhold til den ret så krævende danske julemad. Fra San Giovanni i Marche har vi taget deres top vin på Montepulciano 70% og Sangiovese 30%. Fra Sasso di Sole, deres Rosso di Montalcino på 100% Sangiovese og fra Monte dall’Ora i Valpolicella, deres Ripasso “Saustó” på den klassiske firkløver: Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. Den søde rosin i pølsenden er Venturinis Recioto på Corvina, Rondinella og Molinara, der med sin smukke balance mellem sødme og flot syre, passer perfekt til Ris a la Mande. 
 
- San Giovanni, Rosso Piceno Superiore Leo Guelfus 2011:
Pris: 119,- kr./fl.
Tilbud: Ved 6 flasker: 105 kr./fl.
 
- Sasso di Sole, Rosso di Montalcino 2014
Pris: 159,-
Tilbud: Ved 6 flasker: 140 kr./fl.
 
- Monte dall’Ora Valpolicella Ripasso Saustó 2011:
Pris: 265,-
Tilbud: Ved 6 flasker: 239,- kr./fl.
 
- Venturini Recioto della Valpolicella 2011 
Pris: 229,-/fl.
Tilbud: 205,-/fl. 
 
Ved køb af 6 flasker kan du blande frit mellem de fire forskellige vine og stadig opnå de individuelle rabatter. Det anbefales at forudbestille de hele kasser, da vi grundet begrænset lagerplads i baren kun har få kasser til rådighed ad gangen og løbende henter flere på fjernlageret.

Juledage i Jægersborggade

3. og 4. december i den kommende weekend er der Juledage i Jægersborggade, og derfor holder vi ekstraordinært åbent fra kl. 11:00 både lørdag og søndag. Og som året før har vi fået lavet den mest fantastiske øko-Glögg i samarbejde med kokken Mads Roesgaard til 70,-/gl. Skal du lige have lidt til den søde tand har vi fået Ro Chokolade til at fremstille et parti lækre hasselnødde-bar i mørk, lys og hvid chokolade-udgave. Nap to af disse med sammen med Glögg’en for en flad 100-kr-seddel. 
Kom og få varmen! Den er go’ stærk!

For mere info om Juledage i Jægersborggade, klik her

Nytårsbobler + WJ Jesper Laumand

Tidligere i år startede vi et samarbejde med champagneimportøren Jesper Laumand, der arbejder med den samme indstilling som vi: autentiske og umanipulerede vine frem for alt!
Vi har fået en stribe gode champagner hjem, og som opvarming til Nytår afholder vi et WJ-arrangement med Jesper d. 15. december, så man kan få smagt sig ind på hvilken champagne der skal være i glasset d. 31. dec.
Jesper Laumand importerer sine vine gennem firmaet Champagne Instituttet, og fortæller her om baggrunden for sin import og sine generelle tanker om Champagne:

Fælles for alle vores champagner er fokus er på høj kvalitet for pengene og champagner fra familiedrevne huse, der producerer uden kemikalier og tilsætningsstoffer, og fokus er på et autentisk produkt igennem grundigt håndværk.
Champagne har i mange år været forbundet med de store kendte brands, der poster millioner i markedsføring og binder sig op på fest og glamour. I takt med den generelle udvikling på den gastronomiske scene, hvor fokus er på kvalitet, oprindelse og godt håndværk, ser vi også at indenfor champagne er der sket en stor udvikling. Både forbrugerne og restauranterne ønsker i stigende grad champagner, hvor oprindelsen (terroir) og historien spiller en rolle i det færdige produkt. Samtidig efterspørges ærlige champagner uden tilsætningsstoffer, hvor fokus er på godt håndværk og kvalitet fremfor branding og masseproduktion. Og ud fra denne filosofi driver vi Champagne Instituttet, der udover salg til restauranter og virksomheder også sælger til private gennem vores webshop
”.

Temaerne til d. 15. december ser således ud, vi glæder os mildest talt utroligt meget. 

De 3 druer: Vi starter med at smage de 3 champagnedruer hver for sig, allesammen fra den super anderkendte og hypede producent, Champagne Dosnon fra det sydlige Champagne. Vi kommer ligeledes til at smage både brut nature, extra brut og brut, for at smage forskellig anvendelse af dosage. (Recolte Noir Zero, Recolte Blanche, Cuvée Ephemere)

Grand Cru vs Det nye Champagne: Vi smager her både et par Grand Cru champagner samt en champagne fra et ikke klassificeret område og snakker lidt om hvad den klassiske klassificering kan bruges til. Yderligere stifter vi her bekendskab med rose champagne. (Dosnon Recolte Rose Zero, Maillart Rose og Andre Roger Nature)

Store champagner i store glas: Her skal vi stifte bekendskab med 3 komplekse champagner, lavet på det bedste druemateriale og med lange liggetider i kælderen. Vi kommer til at smage både vintage champagne og solera style, og alle tre vil blive serveret i Pinot Glas for at fremhæve kompleksiteten og det fulde potentiale for disse store champagner. (Trio S, Maillart 2004, Dosnon Aliae)

Husk at vi holder åbent nytårsaftensdag i butikken kl. 11:00 - 14:00, så der kan tankes op af boblerne, og naturligvis også af diverse hvide-, røde-, orange- og dessertvine.

WJ’s

I starten af det nye år har vi arbejdet på at skaffe en dansker og en svensker, dog begge bosat i Sverige, til baren for at peppe os op i de mørke vintermåneder. 

 

D. 12. januar får baren besøg af vores gode ven og samarbejdspartner igennem flere år, Flemming Hansen, der indtil for nylig har ejet og drevet den meget roste restaurant Stedsans på Østerbro. Nu er Flemming flyttet til Sverige hvor hans nye eventyr skal finde sted ude i de svenske skove, men heldigvis har han tid til at komme til Jægersborggade og lave en helt særlig WJ-aften med os. Aftenen kommer til at byde på en række af Flemmings retter sat sammen til en menu, hvor vi i samarbejde med Flemming sammensætter en vinmenu bestående af et udvalg af de af vores vine, som han igennem årene har brugt på sine restauranter. 
Særlig til dette arrangement bliver det muligt at købe billet på forhånd, der indeholder både mad- og vinmenu. Hold derfor øje med vores hjemmeside i slutnigen af december for mere info. 

 

D. 2. februar står i Friulis tegn stærkt anført af vinbloggeren Ingvar Johansson, der i snart ti år har skrevet om vin på bloggen, Billigt Vin - kan skada din hälsa, bl.a. om vinene fra Burja Estate, Milan Nestarec, Nicoletta De Fermo, Bressan og Zidanrich. Vi kunne i øvrigt ikke være mere enige, og ser frem til at smage Ingvars Friulianske favoritter. 
Mere info følger i starten af det nye år. 

VinterJazz 2017

Den nationale festival VinterJazz, der afholdes overalt i landet løber af stablen d. 3. - 26. februar 2017. Og som så mange år tidligere afholder vi under VinterJazz en række koncerter med nogle stærke internationale navne, bl.a. Ned FermBob RockwellDeniss Pashkevich og albumaktuelle Mikkel Ploug, der sammen med sin faste partner in crime, Jeppe Skovbakke, spiller numre fra deres nye duo album, der bliver udgivet i december måned. Den amerikanske og herboende saxofonist Ned Ferm spiller sammen bassisten Klaus Nørgaard i Terkel Nørgaards trio, der hædrer pianisten og komponisten Thelonious Monk, der fylder 100 år i 2017. Deniss Pashkevich besøger endnu engang baren sammen med guitaristen Christian Frank, besøg som vi altid har set utroligt meget frem til. Festivalen (hos Terroiristen) lukkes ned af Bob Rockwell, der i 1983 slog sig ned i København, hvor hans base har været lige siden. Han kommer med sin trio “Bob Rockwell New Trio” med bassisten Jesper Thorn og trommeslageren Terkel Nørgaard.

Læs mere her: Gå til Vinterjazzs egen hjemmeside 

Terroiristens åbningstider henover julen

20. december 17:00 - 23:00
21. december 17:00 - 23:00
22. december 17:00 - 23:00
23. december 15:00 - 22:00
24. december 10:00 - 13:00 (kun butik)
29. december 17:00 - 23:00
30. december 17:00 - 00:00
31. december 11:00 - 14:00 (kun butik)

Kalender

01. december: WJ Katia Stracci (IT) fra San Giovanni
15. december: WJ Jesper Laumand fra Champagnebutikken
17. december: Julejazz - Per Møllehøj/Jesper Thorn/Terkel Nørgaard
12. januar: Flemming Hansen fra Stedsans
02. februar: Ingvar Johansson (S) fra Billigt Vin (kan skada din hälsa)
09. februar: Frank / Pashkevich Duo (DK/LV) - VinterJazz 2017
16. februar: Terkel Nørgaard Trio Celebrates Thelonious Monk (DK/US) - VinterJazz 2017

23. februar: Ploug / Skovbakke Duo - VinterJazz 2017
25. februar: Bob Rockwell New Trio (DK/US) - VinterJazz 2017

Til sidst er der blot at ønsker jer alle, kære med-Terroirister, en glædelig jul og et godt nytår.