Melnikon
Dybt nede i det sydvestlige Bulgarien, ikke langt fra grænsen til Grækenland, ligger huset Melnikon, der med årgang 2014 så dagens lys. At kalde det et hus/vingård er måske lige lovlig store ord at bruge om et sted, der måske i virkeligheden er en garage ude på bøhlandet. Produktionen er nemlig så lille, at der ikke er behov for mere plads for at kunne producere de godt 5.000 fl. vin årligt fordelt på orange Keratsuda og røde Vino di Melnik.
Keratsuda findes der blot ca. 33 hektar af i alt i verden - altsammen beliggende omkring blot fire små landsbyer. i området lidt længere vest på (fra Melnik), Kresna Canyon, hvor man i århundreder har dyrket denne druesort. Og formentlig lige så længe har de fremstillet en orange vin med et halvt års skinkontakt. Druerne knuses, kvaset stiger til tops under gæringen og ligger som en låg oven på mosten i et halvt år. Simpelt og enkelt, hvilket også er den metode de lokale bønder i området benytter sig af. Mange har en, (oftest) blå, 200 liters plastiktank stående, hvorfra man tapper vinen, når tørsten trænger sig på, hvilket den ofte gør. Denne fremgangsmetode var også udgangspunktet for Melnikon i de første to årgange, men siden hen har amfora, som også her i Bulgarien, i lighed med Georgien, var den traditionelle gærings- og opbevaringsbeholder for vin, og gamle tonneaux fundet vej til "kælderen" for at give Keratsuda'en de bedste betingelser.
Bag Melnikon står bl.a. Winewise og Terroiristens egen Stefan Jensen.