Mandagssmagning: Østeuropa vol. 2

19. oktober 2026, 19:00

Østeuropa Vol. 2

Da Jerntæppet faldt i 1989, begyndte en ny æra for vinproduktionen i Østeuropa. Efter årtier med fokus på kvantitet frem for kvalitet har en ny generation af vinmagere genopdaget gamle traditioner, lokale druesorter og historiske vinområder. Resultatet er nogle af Europas mest spændende og dynamiske vinregioner.

På denne smagning tager vi på en vinøs rejse gennem seks østeuropæiske lande og møder producenter, der er med til at genopfinde deres nationale vinidentitet. Vi smager vine fremstillet på en række indfødte druesorter – eksempelvis Furmint, Kadarka, Shiroka Melnik, Hárslevelű, Olaszrizling og Veltlinske Zelené – og oplever, hvordan områdets mange terroirs giver vine med markant personlighed.

Undervejs ser vi på den historiske udvikling fra Romerriget over det Østrig-Ungarske Kejserrige til Sovjetunionens indflydelse og frem til nutidens moderne vinproduktion. Smagningen giver et unikt indblik i en del af vinverdenen, som fortsat er under udvikling, men som allerede producerer vine på absolut internationalt topniveau.

Terroiristens vineksperter guider dig gennem smagningen, men vi lægger samtidig stor vægt på dialog og fælles refleksioner. Mange af vinene vil være nye bekendtskaber, og netop derfor bliver nysgerrigheden en vigtig del af oplevelsen.

Smagningen koster 275 kr. og inkluderer seks vine samt surdejsbrød fra Meyers. Efter smagningen vil der være mulighed for at købe de smagte vine med hjem til favorable priser.

KØB BILLET!

Skulle du være sulten før smagningen, kan du tilkøbe en madbillet, der gælder til en varm og velsmagende portion dagens ret (som udgangspunkt kødbaseret, men spørg gerne efter et vegetarisk alternativ), som vi serverer mellem kl. 17.45 og 18.30. Mon ikke også vi kan finde et dejligt glas vin til…