29. november 2017, 17:00
Det bulgarske hus Melnikon har netop frigivet deres to vine - den orange Keratzuda 2016 og den røde Vino di Melnik 2015. Som konsekvens heraf afholder vi et lille onsdagstema (nu på onsdag) med begge vine.
Sidste år tog Melnikon jer med storm, vi håber de nye frigivne årgange vil gøre det ligeså. Martin Kongstad blev i hvert fald taget med storm forleden på 108 (lyt via link).
Ét smagesæt: 100,-
Keratzuda 2016 (80,-/gl.)
Vino di Melnik 2015 (90,-/gl.)
Vi ses på onsdag 29. nov. 17:00-23:00.
Melnikon er en lille vinproducent, skabt af fire vinvenner:
en bulgarsk vinmager og restaurantejer fra Melnik, Kotce; en bulgarsk Master of Wine fra Sofia med mangeårig erfaring fra naturvinsverdenen i såvel Italien som andre europæiske lande, Nicoletta Dicova; en schweizeren Christoph Künzli, der er indehaver af den berømte vingård Le Piane i Boca i Piemonte, OG en dansk vinimportør ejer af Winewise og vinbaren Terroiristen, Stefan Jensen.
Melnikon producerer autentiske, umanipulerede vine på indfødte druesorter i det sydligste Bulgarien, tæt ved grænsen til Grækenland, i Melnik og Kresna-områderne. Særligt det første af disse områder var indtil 2. verdenskrig kendt og bredt anerkendt for sine elegante, lette rødvine fremstillet på Shiroka Melnik-druesorten, mens det andet primært er ophav til macererede hvidvine – orange vine – på den i dag sjældne (ca. 33 hektar totalt) drue Keratzuda. Efter at begge områders oprindelige vinstil næsten har måttet lade livet som følge af den moderne vinverdens tørst efter mængder af store, brede, let genkendelige vine med udpræget fadsmag og sødmefuld frugt, er det målet for Melnikon at genoplive den oprindelige, unikke vinstil, som i højere grad afspejler terroiret.
Vino di Melnik 2015 og Keratzuda 2016 er husets anden årgang, hvor produktionen er steget lidt i forhold til sidste år og nu er oppe på henholdsvis 3200 og 1200 flasker. Begge er fremstillet i tråd med de lokale traditioner, dvs med meget lang skalkontakt – omkring 6 måneder. Begge vine er fremstillet ved spontangæring af druer høstet ved fuld fenolisk modenhed, fortrinsvis på gamle marker med alberello-stokke (bush vines eller gobelet).
Den røde Vino di Melnik, fremstillet på 100% Shiroka Melnik, er en let, intenst duftende, lys og syrefast rødvin, der giver mindelser om røde vine på Poulsard fra Jura.
Den orange Keratzuda er med en let tropisk frugt og hvide blomster-næse og en finkornet tannisk struktur mere umiddelbart tilgængelig og charmerende end de fleste vine med en tilsvarende lang maceration.