28. februar 2018, 14:00
I slutningen af januar har Terroiristens udsendte, Terkel Nørgaard, mange årig med-Terroirist og creative wiz, besøgt markerne og byerne i Piemonte, for at skabe sig et mere præcist og vinøst indtryk af det vinområde, der for ham har en nærmest mytisk status. Både fordi Terkel aldrig har besøgt området før (ja, han ved det godt), men også fordi hele området til tider er indhyllet i tyk tåge, og med en sigtbarhed på max 20 meter fremstår det noget så drømmende.
Efter en yderst behagelig flyvetur, hvor det lykkedes piloten at lande så blødt, at man skulle tro landingsbanen var lavet af den blødeste Panna Cotta, påbegyndte undertegnede med storebror og far som rejsefælder aka Daner-trioen, den ret så triste tur fra Malpensa og over Po-sletten. At rejse i Europa i januar måned er ikke nødvendigvis en fryd for øjet landskabsmæssigt, men her er jeg ikke engang sikker på, at forårets sprøde farver og vækst havde gjort oplevelsen markant bedre, for Po-sletten er flad, flad og atter flad. Derfor var glæden mildest talt meget stor ved ankomsten til Monforte d’Alba, hvor en god frokost på den lille lokale Caffe Enoteca Rocca, hvor både supper, Vitello Tonnato, pasta og en seriøs rundtur i områdets oste, blev konsumeret sammen med en flaske Flavio Roddolo, Nebbiolo d’Alba 2010. Således opløftet begyndte vores færden og oplevelser i Monforte.
En solid morgenmad er vigtig af flere årsager. Primært naturligvis for at få dæmpet den forrige aftens alkoholiske indtag, der stadig rumsterer rundt i kroppen og får den til at gøre forskellige højst ukontrollerbare ting. Men også for at få styrket maven, så den er parat til at indtage mere vin, i dette tilfælde ganske tidligt på dagen. For på anden dagen oprandt tidspunktet, hvor daner-trioen skulle på producentbesøg, og ikke hos en hvilken som helst producent. Selveste Claudio Fenocchio, ejer og vinmager af/hos Giacomo Fenocchio havde indvilget i at åbne sine døre til kælderen et par timer for danerne, der tørstigt og ærerkært, troppede op en tåget fredag kl. 11:00 i udkanten af Bussia marken.
Fra Claudios terrasse kunne man, hvis ikke det var for den drillende tåge, se langt udover Bussia marken beplantet med den legendariske Nebbiolo-drue, hvis navn i øvrigt menes at stamme fra det italienske ord for tåge nebbia. Og måske kunne man endda være så heldig at få øje på det sted, hvor de fire vigtigste kommuner i Barolo-distriktet Monforte d’Alba, Barolo, Castiglione Falleto og La Morra mødte hinanden. Forestillingen om at stå der en forårs-, ja måske endda en sommerdag, badet i sol med én af Claudios vine i glasset rullede over den indre nethinde, og gjorde kun tørsten, men også lysten til at blive i området/besøge det igen, større.
Klods op ad Claudios hus ligger bygningen, hvor druerne to gange om året valgfarter til pressen for derefter at blive fordelt videre til diverse ståltanke og gamle træfade, sidstnævnte af slavonsk eg. Først den grønne drue Arneis og den blå Dolcetto, og ca. en måned senere, de blå Barbera, Freisa og Nebbiolo.
For danerne var det som at træde ind i de hellige haller, som at besøge Peterskirken og selveste paven på samme tid, og så ovenikøbet drikke vin med ham. Og selvom Claudios rolige, venlige og afslappede væsen fik dem ned på jorden igen, så var de ved at lette, da de smagte den første Barolo Castellero 2016, straight from the barrel. Inden længe var både Villero 2015, Bussia 2015 og Bussia Riserva 90Di 2015 også smagt og tågen lettet, og en anden var ved at lægge sig. Men turen kom også til Arneis fra 2017, der i denne årgang var yderst frugtig og samtidig dejlig syrefast, rank og noget bredere i udtrykket end tidligere årgange. I danernes øjne og ganer var den klar til at komme på flaske på trods af kun en 4-5 måneder på ståltank. De vil ha’ mer’!
En anden Arneis-version, og en meget hemmelig en af slagsen, ramte også danerne lige der, hvor det er bedst. Claudio arbejder nemlig også på at skabe sin egen orange vin, der i den nyeste årgang har ligget 30 dage med kvaset. På Terroiristen har et lille antal flasker af den første årgang tidligere fundet vej til hylderne, for rimeligt hurtigt at forsvinde igen. Den nye årgang håbede danerne straks måtte komme mere talstærkt til det kolde nord, for det virkede som om Claudio i den grad havde fundet en god balance og metode til sin orange vin, skønt den stadig efter hans udsagn er undervejs og ved at blive udviklet.
Efter at have tilbragt en god time blandt tønder og ståltanke sluttede besøget af med Barbera d’Alba 2016, Barolo Cannubi 2014, Barolo Villero 2014 og den kronede konge af Claudios produktion, Barolo Bussia Riserva 2012 90di. 2014 årgangen var hård i Piemonte, og Claudio måtte fjerne 30% af sin høst for at få et resultat, han var tilfreds med. Det afspejlede sig i Cannubi, som var utrolig tilgængelig og aldrig smagt lettere. Derimod var Villero, der ellers normalt fremstår som en lettere og mere feminin Barolo, utrolig tæt med en flot struktur, stærk garvesyre og lidt lukket (på trods at den havde været åben i en dag), der blot viste, at 2014 til trods for en del regn, kulde og manglende sol virkelig kunne noget i de rette hænder. Så læser du en dag en generel anmeldelse af en vinjournalist, der beretter om årgang 2014 som et kedeligt bekendtskab, så husk at vedkommende højst sandsynligt ikke har smagt Fenocchios versioner.
Danerne erhvervede sig tre vine til aftenens middag: Roero Arneis 2016, Barolo Bussia 2014 og Barolo Bussia Riserva 2012 90di. Således takkede danerne og Claudio hinanden for visit og invitation og drog hver til sit, danerne i den grad opløftet. En stemning de medbragte sig til dagens frokostrestaurant Osteria die Càtari, der også skulle blive aftenens restuarant, hvor en yderst venlig og selskabelig værtinde (muligvis fordi de var de eneste gæster) serverede deres medbragte flasker fra Claudio.
Dagen sluttede hvor den begyndte, i danernes lille hotellejlighedskøkken, samlet omkring bordet med lidt god musik, bl.a. norske Ivan Ave (Nå snakker vi!), og hvor morgenmaden tidligere havde stået, var der nu tre glas og en flaske grappa i stedet for. Da dagens glædelige begivenheder var blevet talt godt igennem, og tilværelsen var blevet for flydende, var tiden inde til at drage til køjs. Og selvom der var håb om at den tætte tåge (i landskabet!) måtte lette næste dag, vidste danerne, at det nok ikke var tilfældet og at deres aftalte besøg med Christoph fra Le Piane i Boca, der med en afstand på 120 km nord af snoede bjergveje, derfor måtte aflyses.
At forvente en sigtbarhed på max 20 meter, og så stå op til en udsigt udover Monforte og dalene omkring byen badet i den fineste klare sol, var den største overraskelse. At hovedet knagede lidt var dog ingen overraskelse da standen i grappaflasken var faldet betydeligt (angels share?).
Og hvad gør man, når man har været “dum” nok til at aflyse et besøg hos en af de få tilbageværende producenter i Boca, man ærger sig, og derefter tager man ud og ser sig om i landskabet (eller drikker sig i hegnet og drukner sine sorger), der i takt med at solen stod højere og højere på himlen viste sig fra sin bedste side. For efter et standard must-see besøg i Barolo by, varmede solen de trætte kroppe under et besøg ved den gamle kirke i Santa Maria. Jakkerne røg og en bænk ved kirkens mur gav de rejsende 5 minutters hvil, og måske endda mere, hvis ikke det var fordi klokken ringede noget så fandens kraftig, at yngste daner fløj en halv meter op i luften af bare forskrækkelse. Dette spjæt fortalte også at maven var ved at være tom, og at nye forsyninger igen måtte erhverves, så den yderst rummelige Ford (Alfa’erne var udsolgt i Milano) med automatgear fragtede de sultende videre til smukke La Morra.
Når parkeringspladsen ligger med udsigt udover Po-sletten (okay, knap så interessant) og alperne (mere interessant), der i baggrunden rejser sig majestætisk op langt ude i horisonten og afslører sine sneklædte toppe, ved man, at der er noget godt i vente. Et syn, hvor al sult blev glemt, og tiden gik i stå. Da danerne igen var ved bevidsthed, drog de op i byen for at finde et sted, der kunne tilfredsestille deres sult.
Et stort fad med bagt peberfrugt med bagna cauda sauce, vitello tonnato, carpaccio med rigeligt parmesan og andet godt kom ind på bordet efterfuldt af gnocchi med fløde/oste sauce med zucchini og salsiccia og tagliatelle med vildsvineragu. Dertil drak 2/3 af danerne noget som Terroiristen ikke kan stå indefor, derfor er dette censureret bort, mens yngste daner drak et glimrende glas Dolcetto, og kiggede lidt forundret, da en herrer ved nabobordet fik serveret et glas grappa på næsten samme størrelse som glasset med Dolcetto.
Efter en kort køretur tilbage til Monforte artede vejret sig stadig formidabelt, og den lille by blev trasket igennem på ny. Samtalen mellem de tre danere standsede brat, da de stod foran et forladt husmandssted med udsigt udover det halve af byen. Drømmende kunne de alle se det blive sat i stand og blive brugt som et tilflugtssted, hvor freden kunne sænke sig omkring dem, og maven og sjælen få en på opleveren.
Der stod de stille og beskuede huset, der havde en lille gårdsplads og balkon vendt ud mod dalen. Et vindue var knust i den ene ende af huset, taget var styrtet lidt sammen i den midterste del, men ellers var huset i sig selv ikke i en fandens dårlig stand. I en af husets tre længer havde der sikkert i tidernes morgen var plads til lidt dyr, en hestevogn måske. I husets midterste længe, der hvor taget var styrtet sammen, var også en balkon, der vendte ud mod den lille gårdsplads, som husets form naturligt skabte med sine tre længer. Man kunne snildt forestille sig et langbord, familien samlet, lokale venner, store fade blive båret ind med anti pasti, pastaretter, salater, kødretter, store hele oste på tykke spækbrætter med figenmarmelade til, kager, panna cotta med passionsfrugtgelé. Og naturligvis områdets vine til. Sådan kunne man bruge en hel dag omkring bordet, spise, tale, drikke, spise noget mere, drikke noget mere, og når det hele var konsumeret, døse lidt hen, for derved at vågne op til en espresso og forsætte måltidet på ny.
Turens sidste seriøse måltid virkede først som en lettere dårlig idé. Mellemste daner havde for 5 år siden besøgt restauranten, der dengang havde kørt menuer med 5 retter og dertil hørende vine, hvilket har lokket ældste og yngste daner med. Men ved ankomst var stedet forvandlet til en pizzariarestaurant med lokale specialiteter på kortet. Lokalet var bart, kantet og hårdt, alt var firkantet, akustikken lige så, men servicen var varm og venlig, og de tre danere overgav sig fuldstændigt ved ankomsten af de første par retter og ikke mindst vinkortet, der på næstsidste side afslørede at stedet også tænkte på resten af Piemonte, her i blandt Le Piane fra Boca. Med ét stod Piane 2007 på 100% Croatina fra 100 år gamle stokke fra Le Piane foran dem med en smuk smuk farve og en duft, der sendte de tre danere i himlen. Fuldstændig klar og moden, fanget på det perfekte tidspunkt.
Med skuldrene helt nede og en rolig vejrtrækning, befandt de tre rejsende, spisende og drikkende danere sig ganske godt på de noget hårde stole. De andre borde omkring dem begyndte at blive fyldt af de lokale, bl.a. 3 ældre ægtepar, der var ude og give den en skalle en lørdag aften. Ved siden af dem, 3 unge vennepar, der gjorde ditto. Til hul med de 5 retter, diverse forudindtagelser og de hårde stole, det her sted var et sted hvor alle kom, spiste og drak, og praktiserede det som det efterhånden nogen gange kan være en sjældenhed at opleve/være en del af vise steder - at gå ud og være sammen. Tale, lytte, være til stede. Glemme telefonen og alt dens til tider irriterende væsen, og lade nuet tage over. Her åndede fred og ro.
Med en fuld flaske Mimmo 2013, også Le Piane på Nebbiolo og Vespolina, en såkaldt mini-Boca, under armen begav de tre sig op ad bakken, hjem til lejligheden for at hæve tre glas en sidste gang og skåle for en kort, men yderst vellykket tur til et område, der havde sørget ufatteligt godt for dem. Siddende omkring det lille bord i lejlighedens køkken blev de lidt tavse, for der var ikke længe til, at de skulle køre mod Milano igen, og den klassiske halv-depressive fornemmelse i kroppen, når man bare ikke vil hjem fra et sted, bredte sig.
En sidste skål, en “nå snakker vi” blev råbt et par gange ved de sidste slurke Mimmo, mellemste daner der argumenterede for at de godt kunne drikke den sidste rest (1/3 flaske) af grappa’en og nå at forbrænde det før næste morgens meget tidligere køretur, noget norsk rap i baggrunden fra højttaleren, kufferten i hjørnet, der næsten var pakket sammen, og de franske døre, der vendte ud mod den lille altan med udsigten over Monforte, hvor gadelamperne lyste et varmt gyldent lys på de gamle, velplejede bygninger. Monforte var alt det de havde drømt om, og mere til.