Királyudvar

Tokaj distriktet har i århundreder stået som en lysende stjerne på dessertvinshimlen - skønt en smule sløret under det kommunistiske regime. Da vi derfor fik mulighed for at smage både søde, tørre og mousserende vine fra Kiralyudvar i Budapest var interessen umiddelbart vakt. Kvaliteten var intet mindre end fremragende, så der var ingen vej udenom at påbegynde importen efter et besøg hos producenten. 

Kiralyudvars historie går flere århundreder tilbage, da gården leverede vin til Hapsburgerne. Imidlertid var gården forsømt efter kommunismens mangeårige fokus på kvantitet frem for kvalitet og gården var til salg i slut 1990-erne efter murens fald - ventende på den rette investor med et langsigtet fokus på at realisere gårdens potentiale. Anthony Hwang var netop denne investor, som slog til efter et besøg i Tokaj i 1997. Med sit ejerskab af Domaine Huet i Vouvray i Loire i bagagen havde han forudsætningerne for at forstå potentialet. Han allierede sig med den allerede dengang berømte Istvan Szepsy, som med sit lokalkendskab forestod genskabelsen af markerne. Porteføljen af vine tæller i dag naturligvis de klassiske dessertvine, som har gjort Tokaj-distriktet verdensberømt og såvel mousserende såvel som stille tørre vine af høj klasse. Disse nyskabelser bunder ikke mindst i Anthony's erfaringer med arbejdet med Chenin Blanc-druen i Loire, hvor den både leverer tørre og søde vine af højeste karat. Anthony forstod, at Tokajs Furmint-drue havde nogle af de samme egenskaber og har om nogen bidraget til at folde dens righoldige potentiale helt ud. 

Terroir

Tokaj-distriktets dybere jordlag er af vulkansk oprindelse - idet det omgives af henved adskillige udslukte vulkaner. Tokaj var det andet vindistrikt i verden, som introducerede et klassifikationssystem med oprindelsesgaranti - det skete allerede i 1757. De godt 11000 hektar vinmarker i distriktet er således inddelt i et stort antal anerkendte marker. 

Kiralyudvar besidder i dag efter løbende opkøb i alt ca. 75 hektar omfattende en række højt klassificerede marker eller dele af disse, herunder Lapis, Henye, Becsek, Percze og Danczka. 

Markarbejde

Erfaringen med biodynamikken tog Anthony med sig fra Domaine Huet. Der anvendes derfor ingen former for kemiske sprøjtemidler i marken og der anvendes forskellige former for naturlige planteudtræk, som hjælper med at beskytte imod sygdomme. 

Kælderarbejde

Der anvendes naturgæring til alle vine i nogle tilfælde på træ. Fx gæres Furmint Sec på 500 liters fade af ungarsk eg med lang lagring på gæren - ca. 1 år. Det udvikler vinens kompleksitet og viskositet og skaber en smukt balanceret vin med mulighed for lagring i et årti eller mere. 

Vinene

Alt arbejdet i kælderen har til hensigt at bevare aftrykket fra områdets og markernes specifikke terroir, Furmint-druens spektakulære syrestruktur og på at skabe balancerede, komplekse, lagringsværdige og præcise vine. Visse af vinene aftappes fra enkelte, navngivne marker, hvor terroiret træder særligt tydeligt frem, mens andre, som fx den tørre Furmint Sec, blandes af druer fra en række af topmarkerne for at lave husets tørre signaturvin. 

Links

 

Produkter fra Királyudvar

  • Ilona '16
  • Late Harvest Furmint '18
  • Furmint Sec '08
  • Furmint Sec '20
  • Furmint Demi-Sec '18
  • Henye Pezsgő '17