Sasso di Sole
Terzuolo familien har dyrket afgrøder i det Nordøstlige Montalcino-distrikt omkring Torrenieri siden det 17nde århundrede. Det var først i 1970-erne, at den nuværende vingård blev bygget og tilhørende marker plantet af den nuværende ejer, Roberto Terzuolos forældre. Roberto har allerede fra barnsben lært alt om mark- og kælderarbejde og siden fulgt op med formel uddannelse. Senere har han arbejdet for flere af Montalcinos mest betydningsfulde producenter, herunder bl.a. i otte år for områdets ikoniske producent og "opfinder" af den Brunello, vi kender i dag, Biondi Santi.
Roberto har med inspiration fra arbejdet hos Biondi Santi valgt en stærkt traditionalistisk stil, hvor målet er at skabe vine med et stærkt præg af terroiriet. Der arbejdes således i praksis efter de økologiske principper i markerne, dvs. uden brug af pesticider, herbicider og kunstig gødning, mens man i kælderen forlader sig på spontangæring og lagring på store, gamle (3500 liters) slavonske egefade. Der svovles meget behersket og resultatet er en klassisk, gammeldags vin med stor garvesyrestruktur og den for området klassiske udprægede frugtsyre, som giver vinene stor friskhed.
Udover vinproduktionen dyrkes også korn i den smukke Orcia-dal, hvor gården ligger på toppen af en bakke med markerne beliggende i 280 - 320 meters højde.
Links
Producentens hjemmeside