Trinchero - Enkeltmarksbarbera med en ganske lang vinifikationsproces: 35 dages maceration, 2 år på cementtanke, 2 år på store, gamle, slavonske egefade og lidt tid på flasken inden frigivelse skaber en stor vin, der viser hvad barbera kan levere her i druens hovedområde, hvor den hvide, kalkholdige jord giver mulighed for at skabe store vine.
Smagsnoter:
Dyb, glansfuld farve med nerve, en næse, der straks placerer den som en Ast-barbera med dyb, moden sveskeblomme-frugt men også med lidt krydderier, der løfter den langt op over de store mængder af banalt frugtig barbera på markedet. I smagen gentages frugtintensiteten, som suppleres af balsamiske noter, lidt trøffel og læder. En vin, der efter godt 7 år leverer en kompleksitet, vi normalt forbinder med barolo og barbaresco, og som lover yderligere 10 års udvikling til den tålmodige med en god kælder.